Dansker vinder Melodi Grand Prix i Tyskland: Jeg forstod ikke, hvad der foregik

Den danske sangskriver Thomas Stengaard står bag den sang, som skal repræsentere Tyskland i Eurovision.

Den dansktalende, tyske sanger Michael Schulte er Tysklands repræsentant i Eurovision i maj - med en sang, der er delvist dansk. (Foto: MARKUS HEINE © Ritzau Scanpix)

I 2013 var han med til at vinde Eurovision Song Contest for Danmark som en af sangskriverne bag Emmelie de Forests vindersang 'Only Teardrops'.

Og nu kan den danske sangskriver Thomas Stengaard så være på vej til at vinde europamesterskabet i popmusik igen.

Torsdag aften vandt han nemlig Tysklands nationale Melodi Grand Prix, 'Unser Lied für Lissabon', med sangen 'You Let Me Walk Alone', der bliver sunget af Michael Schulte.

- Jeg er helt rundt på gulvet... Mit tyske er ikke super godt, så jeg forstod ikke helt, hvad der foregik under pointafgivningen, lyder det med et grin i telefonen kort efter sejren fra Thomas Stengaard, som overværede showet i salen i Berlin.

- Men det er rigtig fedt at have vundet, og jeg er meget stolt over vores sang, siger han om vindersangen, som han har skrevet sammen med Michael Schulte selv samt yderligere to sangskrivere.

Thomas Stengaard, der nu har vundet det tyske Melodi Grand Prix som sangskriver, har tidligere været med i den danske hitgruppe The Benefits og har derudover skrevet hits til kunstnere som Cisilia, Carpark North og Dúné. Herudover skrev han sammen med Lise Cabble og Julia Fabrin den danske Eurovision-vinder i 2013, 'Only Teardrops'. (© Pressefoto)

En helt særlig sang

'You Let Me Walk Alone' scorede topkarakter hos både de tyske tv-seere, den tyske fanjury samt den internationale ekspertjury og vandt således Grand Prix'et i overlegen stil.

Sangen er en intim og minimalistisk ballade, der handler om at miste en forælder.

- Det er ikke en hvilken som helst sang, og den betyder noget helt særligt for mig. Når man selv er far, sætter sangen alle mulige tanker i gang, og vi havde en rigtig rørende session, da vi skrev sangen. Michael (sangeren) mistede selv sin far som 14-årig og havde altid gerne villet skrive en sang til ham, fortæller Thomas Stengaard og fortsætter:

- Pludselig knækkede vi koden og fik linjerne og musikken til at passe sammen, og jeg er så stolt over, at det lykkedes os.

Se den tyske vindersang her.

Den tyske sanger taler dansk

Den dansk-tyske forbindelse stopper dog ikke ved Thomas Stengaard. Også sangeren Michael Schulte, som altså synger Tysklands bud på en Eurovision-vinder anno 2018, har et dansk tilhørsforhold.

Den 27-årige sanger, der blev et kendt ansigt i Tyskland via sin deltagelse i talentprogrammet 'The Voice' i 2011, er nemlig født og opvokset nær Flensborg blandt de dansksindede sydslesvigere og taler således flydende dansk, hvilket han også beviste på tysk tv torsdag aften.

Her kunne man nemlig høre ham synge den originale, dansksprogede udgave af Brødrene Olsens Eurovision-vinder 'Smuk som et stjerneskud'.

Michael Schulte på scenen ved det tyske Melodi Grand Prix i Berlin torsdag aften. Modsat Danmark er Tyskland direkte kvalificeret til Eurovision-finalen lørdag 12. maj i Lissabon. (Foto: MARKUS HEINE © Scanpix)

Blev også nummer to

Som om sejren ikke var nok for Thomas Stengaard, kunne han også juble over, at den anden sang, han havde med i konkurrencen, 'Jonah' af Xavier Darcy, kom ind på andenpladsen i den tyske finale, hvor i alt seks sange dystede.

- Jeg blev spurgt af tysk tv, om jeg ikke ville deltage på sådan en sangskrivercamp, hvor vi skulle skrive sange til Grand Prix'et, og det sagde jeg så ja til. På tre dage var jeg med til at skrive to sange - og de blev så åbenbart nummer et og to. Det kan man da ikke beklage sig over, lyder det fra Thomas Stengaard.

Med sejren skal Thomas Stengaards sang altså nu repræsentere Tyskland i Eurovision Song Contest, der afholdes i Lissabon i Portugal til maj.

Her skal sangen ikke alene forsøge at rette op på de seneste års tyske Grand Prix-fiaskoer - den skal også dyste mod den danske vindersang, Rasmussens 'Higher Ground', såfremt Danmark formår at kvalificere sig til finalen.

Og hvem skal man så holde med - Danmark eller Tyskland?

Thomas Stengaard er ikke i tvivl.

- Jeg holder selvfølgelig med min egen sang. Men Danmark må rigtig gerne blive toer!

Se den danske Grand Prix-vinder, Rasmussen, optræde med 'Higher Ground' her.

FacebookTwitter