Danskerne igen vilde med Melodi Grand Prix

Hele 1,8 mio. danskere fulgte med i det store show fra Boxen i Herning lørdag aften - og det er 300.000 flere end sidste år.

KONFETTI-FAKTOR: 1.785.000 mio. seere fulgte i snit med i Melodi Grand Prix i år - og hele 1.936.000 så med, da 19-årige Emmelie de Forest blev udråbt som vinder. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR)

Efter et par års seerflugt er interessen for Grand Prix stærkt tilbage. Hele 1,8 mio. danskere fulgte med i det store show fra Boxen i Herning lørdag aften - og det er 300.000 flere end sidste år.

- Vi vil gerne samle danskerne omkring Dansk Melodi Grand Prix, og det er lykkedes. De 1,8 mio. seere er et udtryk for, at Grand Prix er en stor begivenhed i lille Danmark, og at vi har gjort det rigtigt, og det er jeg utroligt glad for, siger DR Grand Prix-general, underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Mere sceneshow årsag til seerfremgang

I flere år steg seertallet ved Dansk Melodi Grand Prix konstant, og gennemsnittet lå på 1,8 mio. seere. Men i 2011 og 2012 faldt det igen, og DR måtte i 2012 nøjes med 1,5 mio. seere til showet fra Gigantium i Aalborg.

Men nu viser seerne igen interesse for den traditionsrige konkurrence, som DR har været en del af siden 1957. Således fulgte 1.785.000 mio. seere i snit med i år - og hele 1.936.000 så med, da 19-årige Emmelie de Forest blev udråbt som vinder.

Ifølge Jan Lagermand Lundme er en af forklaringerne, at der i år blev skruet op for sceneshowet på skærmen.

- I år var det et "Grand Prix Classic", vi ville holde, og der skulle være mere fest og sceneshow. Det har vist sig at være helt rigtigt. Førhen har vi været bange for at drukne musikken i sceneshow og konfetti, men det gør det ikke. Det er stadig musikken, der er i centrum, selvom der er meget mere at kigge på. Og det er også den vej, vi vil gå fremover, fortæller underholdningschefen.

"Emmelie skal holde fast i sig selv"

DR regner også med høje seertal, når Emmelie de Forest skal dyste mod 38 andre nationer i Eurovisionens Grand Prix i Malmø til maj.

- Eurovision vil sætte præg på København, så interessen vil være stor for det internationale Melodi Grand Prix i år, forventer Jan Lagermand Lundme.

DR og pladeselskabet Sony begyndte allerede forberedelserne til Malmø søndag.

- Det vigtigste er, at få Emmelie til at holde fast i sig selv midt i det store maskineri, som Eurovision er. Hun er så meget sig selv, og vi skal ikke gøre hende til noget, hun ikke er. Kunsten bliver ikke at gøre for meget, for vi tror, at mange europæere også vil kunne lide Emmelie, præcis som hun er, siger Jan Lagermand Lundme.

Dansk Melodi Grand Prix 2013 genudsendes søndag 3. februar kl. 16.25. Du kan også se det lige her.

Facebook
Twitter