Den største stjerne i Eurovision ydmyget: Ryger ud med et brag

Finland misser igen-igen finalen i Eurovision Song Contest. Til gengæld er Island videre. Få det fulde overblik her.

Den anerkendte dj Darude formåede ikke at kvalificere sig videre til årets Eurovision-finale. (Foto: PYMCA © Gonzales Photo/Jarle H. Moe)

Han står bag et af de mest ikoniske dancehits på denne side af årtusindeskiftet.

Men den finske dj Darude kunne ikke bruge fortidens meritter til noget som helst, da han tirsdag repræsenterede Finland i den første semifinale af årets Eurovision Song Contest.

Her røg 'Sandstorm'-hitmageren nemlig - sammen med solisten Sebastian Rejman - ud med et brag. Og den store finale nu på lørdag bliver derfor uden Finland.

Det er fjerde gang de seneste fem år, at de blå-hvide må se sig slået ud af konkurrencen inden finalen.

Endelig oprejsning til Island

Til gengæld strøg det andet nordiske land, der deltog i tirsdagens semifinale, Island, videre til finalen for første gang, siden København var vært i 2014.

Vulkanøen er i år repræsenteret af gruppen Hatari, der iført lak, læder og gummi satte ild til scenen med deres technogrowlende - og meget lidt Grand Prix'ske - 'Hatrið mun sigra' ('Hadet vil sejre').

Island har endnu til gode at vinde Eurovision Song Contest, men ifølge bookmakerne kan det meget vel blive i år, at det endelig skal lykkes at hive konkurrencen til Reykjavik.

Favoritter som Cypern, Grækenland, Australien og Tjekkiet strøg planmæssigt videre til finalen, mens Ungarn misser finalen for første gang siden 2011, og sidste års vært, Portugal, også er færdig.

Se de ti finalister blive råbt op her:

De ti lande, der gik videre fra semifinalen tirsdag aften, er:

  • Grækenland

  • Hviderusland

  • Serbien

  • Cypern

  • Estland

  • Tjekkiet

  • Australien

  • Island

  • San Marino

  • Slovenien

Ud over Finland røg også Montenegro, Polen, Ungarn, Belgien, Georgien og Portugal ud af den første semifinale.

I den anden semifinale nu på torsdag er det så blevet Danmarks tur til at træde ind i årets Eurovision, når Leonora skal forsøge at synge os i finalen med nummeret 'Love Is Forever'.

Se den anden semifinale torsdag klokken 21 på DR1 og DRTV.

Facebook
Twitter