DR udgiver alle Grand Prix-sangene på YouTube - to uger før showet

I år skal du ikke vente til tv-showet med at høre årets ti Melodi Grand Prix-sange. De kommer nemlig på nettet og på cd to uger inden showet.

(Foto: Jakob Boserup © DR (type 1))

Årets 10 Grand Prix-solister er på plads. Det samme er deres sange.

Nu mangler vi kun at få sat navn og lyd på de 10 bidrag, der tilsammen udgør hovedessensen i Danmarks største musikkonkurrence.

Vi har valgt at udsende alle årets sange i fuld længde på forhånd.

Jan Lagermand Lundme, underholdningschef, DR

Det sker mandag 26. januar, når DR for første gang nogensinde lægger alle årets ti sange på YouTube i fuld længde knap to uger inden showet. Samtidig udgives sangene på CD og på de største streamingtjenester.

- Vi har valgt at udsende alle årets sange i fuld længde på forhånd for at så mange som muligt får mulighed for at lære dem at kende inden tv-showet, siger Jan Lagermand Lundme, underholdningschef på DR.

Det rigtige bidrag til Østrig

Tidligere år har man ved solistpræsentationen typisk spillet en 30 sekunders smagsprøve af de 10 Grand Prix-sange.

Man har dog aldrig tidligere offentliggjort sangene i fuld længde samtidig.

- Vi gør det for bedst muligt at sikre, at vi sender det rigtige bidrag til Østrig. Når man har fokus på det, fokuserer man også maksimalt på musikken, mener Jan Lagermand Lundme.

Alting er lettere tilgængeligt end det var før, og Grand Prix’et eksisterer jo også i den musikvirkelighed, der findes lige nu, og må derfor forholde sig aktivt til den.

Jan Lagermand Lundme, underholdningschef, DR

”Vi er med for at vinde”

Den ny strategi skal også ses i lyset af medievirkeligheden anno 2015, hvor verdensstjerner som for eksempel Beyonce offensivt har valgt at offentliggøre et helt album på én gang:

- Alting er lettere tilgængeligt end det var før, og Grand Prix’et eksisterer jo også i den musikvirkelighed, der findes lige nu, og må derfor forholde sig aktivt til den, mener Jan Lagermand Lundme.

Endemålet med den ny Grand Prix-strategi er dog det samme som altid:

- Vi er med for at vinde, understreger underholdningschefen.

Årets 10 Grand Prix-sange offentliggøres i fuld længde 26. januar, mens finalen i Melodi Grand Prix 2015 finder sted knap to uger senere, 7. februar, fra Gigantium i Aalborg.