DRs generaldirektør: Dyr finale må ikke gå ud over seerne

Det er endnu ikke fastlagt, hvor Melodi Grand Prix 2014 skal afholdes, men byen får betydning for prisen.

DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn kan endnu ikke sige, hvor meget det kommer til at koste DR at afholde MGP-finalen næste år - men at det bliver dyrt, erkender hun. (Foto: Nikoline Vestergaard © DR)

Det kostede DR 65 millioner kroner at afholde det internationale Melodi Grand Prix tilbage i 2001. Den forgangne uges tre store show kostede svenskerne 125 millioner svenske kroner.

Vi har spurgt DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn om de økonomiske konsekvenser for DR, når der i 2014 skal afholdes semifinaler og finale i Danmark.

Hvor mange millioner skal DR bruge på at afholde Grand Prix næste år?

- Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Nu skal vi i gang med planlægningsarbejdet for både at finde ud af, hvad ambitionsniveauet skal være, men navnlig hvor det skal holdes, fordi det er de to ting, der kommer til at influere på den samlede pris på det her show.

Vil ikke sætte beløb på

Men et meget godt bud er vel, at vi kommer til at ligge i nærheden af Sverige?

- Det kunne det være, men man kan ikke sige noget om det, for vi har ikke taget nogle beslutninger om det endnu, og det kan være, at vi finder på noget helt andet eller griber det an på en anden måde. Nu skal vi lige give os selv tid til at finde ud af, hvad vi egentlig vil med det.

- Jeg vil ikke sætte beløb på - det vigtige er, hvor vi skal være, for det kan influere på prisen.

Kan sagtens afholdes i Jylland

Der er jo allerede borgmestre i Jylland, der har været ude at sige, at de vil lægge by til - hvor skal finalen afholdes?

- Vi har ikke truffet nogle beslutninger endnu overhovedet. Der er flere spillesteder i Danmark, som selvfølgelig kunne være relevante, og det vil vi straks i næste uge gå i gang med at finde ud af.

Der har jo været nærmest en DR-trend om at gå fra Parken til provinsen, fx X Factor, der rykkede fra Parken til Boxen i Herning. Det samme kunne altså ske for Grand Prixet?

- Ja, det kunne det sagtens. Alle muligheder er åbne, og i den kommende proces er det vigtigt at lytte til alle muligheder.

Kommer til at koste

Det kommer til at koste nogle penge, uanset hvor det bliver afholdt - hvor skal de penge komme fra - fra DRs budget eller håber I på ekstra bevillinger?

- Nu skal vi første have overblikket, inden vi skal tage stilling til det. Men det er klart, at der er forskellige muligheder for at sammensætte sådan et budget, og det er klart, at DR også skal betale nogle af de her penge.

Må ikke gå ud over seerne

Nogle af de penge vil så mangle i DRs budget, hvad er det for nogle ting, vi ikke skal lave?

- Det kan jeg ikke sige, for det kommer an på, hvad det koster. Men vi vil selvfølgelig bestræbe os på, at seere og lyttere ikke skal kunne mærke det på den daglige programproduktion.

Så dem der sidder og frygter, at nu kommer der endnu flere genudsendelser til næste år - det er ikke en velbegrundet frygt?

- Vi vil i hvert fald gøre, alt hvad vi kan for, at man ikke mærker det her, og vi har jo et år til at finde ud af det. Det sætter jeg min lid til, at vi klarer.

Det ER public service

Der er sikkert også licensbetalere, der tænker 'hvorfor skal DR bruge så mange millioner på sådan noget' - er det overhovedet public service?

- Ja, det er det. Det er jo en meget, meget stor begivenhed, som kan samle både vores nation, og vi kan mødes og glædes over det, der sker. Men det er også mulighed for, at Danmark bliver sat på Europakortet, og det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi også kan samles europæisk om nogle andre ting end politiske dagsordener - der er musikken grænseløs, og det synes jeg er vigtigt, siger Maria Rørbye Rønn.