Efter to år med Grand Prix-flop: Nu ændrer DR fuldstændig kurs

En lang række nye tiltag skal sikre, at Danmark efter to triste år nu vender tilbage til finalen i Eurovision Song Contest.

I 2015 blev Anti Social Media kun nummer 13 i semifinalen, og sidste år måtte Lighthouse X nøjes med en 17. plads i deres semifinale. I år skal Danmark tilbage i Eurovision-finalen. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph/Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix)

I 2013 vandt Emmelie de Forest hele Eurovision, og året efter fulgte Basim op med en flot niendeplads på hjemmebane.

Men de seneste to år er det ikke lykkes for Danmark at kvalificere sig til den store Eurovision-finale – og det er ganske enkelt ikke godt nok, mener DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Han vil have Danmark tilbage i finalen, og derfor har han siden Lighthouse X’s exit i semifinalen sidste år arbejdet på at genopfinde måden, Danmark vælger en Grand Prix-vinder på.

- Lige da vi var røget ud, sagde jeg godt nok, at vi ikke ændrede kurs, og at vi skulle holde fast i det, vi altid havde gjort. Men det ændrede sig hurtigt, og da jeg kom tilbage til resten af redaktionen, besluttede vi os hurtigt for at gå nogle helt nye veje, fortæller Jan Lagermand Lundme.

Fans helt ind i varmen

Det stod hurtigt klart, at den hemmelige udvalgsjury, der i årevis havde valgt de bidrag, der skulle dyste om det nationale Grand Prix-trofæ, skulle skrottes for i stedet at indføre mere åbenhed og invitere helt almindelige danskere og entusiastiske Eurovision-fans ind i processen.

En række medlemmer af den danske Melodi Grand Prix-fanklub blev sammen med almindelige tv-seere inviteret til en lytte-session, hvor de kunne komme med deres bud på, hvilke af de indsendte sange der ville fungere i Eurovision.

- At vi gjorde det på den måde betød, at vi skiftede fuldstændig kurs. Tidligere har vi gjort brug af professionelle folk fra musikbranchen, der absolut har været kompetente, men ved at inddrage fansene har vi fået folk, der primært har haft øje for, hvad der vil fungere i Eurovision, forklarer Jan Lagermand Lundme.

Helt ny jury

En håndfuld af de sange, der deltager i Grand Prix’et nu på lørdag, er udvalgt af Grand Prix-fansene, mens de to producere Cutfather og Jonas Schrøder har udvalgt de sidste fem for at sikre en variation i sangene.

Når Melodi Grand Prix 2017 bliver sendt på tv lørdag aften, har Eurovision-fans også en hidtil uset magt i udvælgelsen af, hvem der skal repræsentere Danmark ved den internationale popdyst i maj.

Her sidder fem nøje udvalgte Eurovision-fans nemlig på 50 procent af stemmerne – både i den indledende runde og i finalerunden, hvor tre sange dyster. Seerne står for den anden halvdel af stemmerne.

- Vi har åbnet 100 procent op og ligesom accepteret, at der sidder nogle derude, som har så meget forstand på Eurovision, og hvad der fungerer i den sammenhæng. Og den ekspertise skal vi selvfølgelig bruge, siger Jan Lagermand Lundme og uddyber:

- De fem mennesker, vi har udvalgt, har en helt særlig viden, som ikke ret mange mennesker har. Så de er den absolut bedste hjælp, vi kan få til at finde den sang, der kan klare sig bedst i Eurovision.

Dans i stuerne

Årets ti Melodi Grand Prix-sange blev offentliggjort mandag, og underholdningschefen opfordrer til, at man bruger de kommende dage på at lære sangene at kende, og så ellers ser frem til ti fantastiske optrædener i showet på lørdag.

Et show som også kommer til at markere, at det i år er 60 år siden, at Danmark for første gang afholdt Melodi Grand Prix.

- Jeg har set de første prøver, og der er virkelig noget at glæde sig til. Det bliver smukt, sjovt og rørende – og folk kan godt forberede sig på at komme til at danse med i stuerne, siger Jan Lagermand Lundme.

Melodi Grand Prix 2017 sendes lørdag den 25. februar klokken 20 på DR1 og streames også live på DR TV.