Eksperternes dom: Danmark har én klar fordel i Eurovision

Ben & Tan skiller sig ud med en sang, der ikke er set før i Eurovision, mener eksperter.

Ben & Tan vandt en overbevisende sejr i Dansk Melodi Grand Prix 2020 og skal nok klare sig videre til Eurovision-finalen uden problemer, spår to eksperter. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Say yes, say yes, say yes!

Sådan lyder omkvædet i Danmarks Grand Prix-vindersang anno 2020, og sådan kommer det – efter alt at dømme – også til at lyde, når Danmark skal kæmpe om Eurovision-guldet til maj.

Både Danmarks Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm og Eurovision-ekspert Rasmus Petersen spår nemlig Ben & Tans 'Yes' gode chancer for at klare sig godt i kampen mod sange fra i alt 40 andre lande, når verdens største musikkonkurrence løber af stablen fra Rotterdam i Holland 12., 14. og 16. maj.

- Jeg er positivt stemt overfor 'Yes', lyder det fra Rasmus Petersen, der er én af grundlæggerne af fansitet Eurovisionworld.com.

- Det er en ret unik sang, der har en stil og en lyd, der ikke er set før i Eurovision, og det er en sang, man kan huske. Den har mange kvaliteter – den bedste er nok de to sangere, der synger skidegodt. Specielt Bens stemme er helt unik.

Rasmus Petersen kalder 'Yes' for en feel good-sang, der ikke vil dele vandene:

- Danmark skal nok få stemmer fra mange lande, og jeg er ret sikker på, at Danmark nok skal komme i finalen.

Lyt til 'Yes', mens du læser videre:

0:00

Skiller sig ud blandt balladerne

Ole Tøpholm, der har kommenteret Eurovision Song Contest for DR siden 2011, er enig i Rasmus Petersens udlægning af Danmarks Eurovision-chancer:

- Der er mange ballader med i årets Eurovision. Ballader kan sagtens klare sig godt, men nogle af dem kommer til at drukne, når der er så mange, siger Tøpholm og uddyber:

- Dér har Danmark en fordel, fordi vi har ikke en ballade med. Når seerne hører alle Eurovision-sangene for første gang til maj, så kommer man til at blande mange af balladerne sammen. Dér handler det om at skille sig ud, og det gør Danmark.

Ole Tøpholm spår derfor også, at de rød-hvide farver nok skal være at finde i Eurovision-finalen igen i år.

- Det er den helt rigtige sang at sende af sted til Eurovision. Vi ligger fint i anden del af semifinalen, og jeg tror, vi kommer til at gå videre til finalen uden problemer.

Den ene halvdel af årets vinderduo, Ben & Tan. De to Grand Prix-vindere går normalt under navnene Benjamin Rosenbohm og Tanne Balcells. Danmark har to gange tidligere vundet Eurovision med duetter: I 1963 vandt Grethe og Jørgen Ingmann med 'Dansevise' og i 2000 vandt Brødrene Olsen med 'Fly on the Wings of Love'. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Hvis Ben & Tan klarer skærene videre fra anden semifinale torsdag den 14. maj, vil der i så fald være dansk repræsentation i Eurovision-finalen for fjerde år i træk. Sidste år sikrede Leonora sig en 12. plads i finalen med 'Love Is Forever'.

Hverken Ole Tøpholm eller Rasmus Petersen tør komme med konkrete gæt på, hvilken placering Danmark eventuelt kan håbe på at inkassere i Eurovision-finalen, men Tøpholm lægger vægt på, at 'Yes' scorede hele 61 procent af seernes stemmer i den danske Grand Prix-finale.

- Det er dejligt, at et massivt flertal af seerne står bag sangen. Vi har før stået i situationen, hvor vindersangen faktisk ikke har et flertal af seerne bag sig. I år er der en tyk streg under, at det her er hele Danmarks sang.

Et uforudsigeligt Eurovision-år

I skrivende stund er det lande som Island, Litauen og Schweiz, der ligger helt i top hos bookmakerne, og især vulkanøen i Nordatlanten er løbet med meget opmærksomhed på grund af et humorfyldt sceneshow og en Twitter-deling fra Hollywood-stjernen Russell Crowe.

Lyt til Islands 'Think About Things', mens du læser videre:

0:00

Rasmus Petersen synes dog, at årets felt på i alt 41 Eurovision-sange er mere uforudsigeligt end sædvanligt.

- Det bliver et meget uforudsigeligt Eurovision-år uden nogen klar favorit, men jeg tror, hypen vedrørende både Island og Litauen har noget på sig. Jeg kunne godt forestille mig, at folk stemmer på noget, de kan grine og smile ad, fremfor på en storladen ballade.

- Litauens bidrag prøver at være kunstnerisk, mens Islands mere minder om et indslag fra en efterskole præsenteret med helt vildt meget humor. Jeg tror også, Danmark godt kan ende i den bedste halvdel i Eurovision-finalen, men jeg tror ikke, vi kommer til at blande os i topstriden.

Hvad skal vi gøre, hvis vi vil blande os i topstriden?

- Så skal vi arbejde på sceneshowet og den visuelle præsentation – man savner lidt noget energi og nogle effekter.

Facebook
Twitter