En uge inden det store Grand Prix-brag: Danmarks håb fanget i snekaos

De danske vikinger leverede en fejlfri præstation under den første prøve ved Eurovision. Men ikke alle elementer fungerede optimalt.

Mens solen skinner i Portugals hovedstad, Lissabon, hvor prøverne forud for næste uges Eurovision Song Contest i disse dage er i fuld gang, så er der gang i et vaskeægte snekaos i den arena, hvor konkurrencen skal afholdes.

For da det danske Grand Prix-håb, Rasmussen, og hans vikinger tirsdag eftermiddag havde første prøve, var det netop sneen – eller faktisk mangel på samme – der var det største problem.

Det fortæller DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme fra Lissabon.

- Vores skønne vikinger gjorde det fantastisk, men som jeg havde på fornemmelsen, så er det sneen, der blæser ind på scenen til sidst i nummeret, der bliver vores problem i år, og som vi virkelig skal arbejde med, siger han.

- Produktionen her i Portugal forstår os ikke, og den sne, vi så i dag, blev alt for romantisk og julehygge-agtig. Vi vil have, at Jonas skal stå i en rigtig snestorm, og det skal de bare fikse!

  • (Foto: Thomas Hanses © EBU)
  • (Foto: Thomas Hanses © EBU)
  • (Foto: Thomas Hanses © EBU)
1 / 3

Silke er skiftet ud med sæbe

Problemet med sneen, som altså skal skabe illusionen af stormvejr i vikingehymnen 'Higher Ground', er, at den portugisiske produktion har skiftet de små silkeflager, der blev brugt i det danske Melodi Grand Prix, ud med noget, der er mere sæbeagtigt.

- Fordi det sæbeagtige sne er meget lettere, falder det ned på en sød og hyggelig måde, og det går altså ikke. Vores eget sne er tungere i det og falder på en anden måde, og det skal vi bare have med på scenen – om så jeg selv skal mase det ned i den maskine, der skal blæse det ud, siger Jan Lagermand Lundme med et smil og fortæller samtidig, at den danske delegation har sækkevis af denne tunge silkesne med hjemmefra.

Rasmussen godt tilfreds

Under den ene af tirsdagens prøver fik Rasmussen da også noget sæbe i munden og blev derfor hylet lidt ud af den et kort øjeblik.

Men bortset fra det var den danske viking tilfreds med holdets første prøver.

- Det vigtigste var, at vi drenge kom på scenen og fik mærket salen og afstanden. Jeg føler mig hjemme på scenen og synes, den er megafed. Og drengene klarede det også supergodt, så all in all var det en rigtig god første prøve, siger Rasmussen.

Det danske hold har næste prøve på fredag 4. maj.

Se et interview med Rasmussen umiddelbart efter prøven i videoen øverst.

Facebook
Twitter