Europas første Grand Prix-vinder gør comeback

87-årige Lys Assia har udkonkurreret danske Peter Andersen og er klar til finalen i schweizisk Melodi Grand Prix.

Brødrene Olsen og Tommy Seebach gik i korte bukser, da hun vandt det allerførste europæiske Melodi Grand Prix helt tilbage i 1956. Og til maj kan den nu 87-årige Lys Assia gøre det igen.

Hun er nemlig blevet udtaget som én af i alt 14 finalister til det schweiziske Grand Prix, "Die Grosse Entscheidungsshow".

Træk en gammel kjole på

Det bliver femte gang, Lys Assia er med i Melodi Grand Prix.

Og hendes sang, 'C'etait Ma Vie', er skrevet af en anden Grand Prix-legende, nemlig tyske Ralph Siegel, der nok er bedst kendt for den internationale vinder fra 1982, 'Ein bißchen Frieden'.

Assia har tænkt sig at tage en ganske bestemt kjole på til finalen, som afholdes 10. december.

- Jeg tager min vinderkjole fra 1956 på, og jeg håber stadig, den passer, siger hun til schweizisk tv.

Slår danske Peter Andersen

Én, der desværre ikke skal bekymre sig om finalekjoler, er danske Peter Andersen.

Peter, der i 2007 vandt Dansk Melodi Grand Prix med 'Drama Queen', forsøgte nemlig igen i år at komme med i konkurrencen i Schweiz. Men fredag måtte han se sig slået af Assia & Co., da de sidste finalister blev udtaget.

Deltagerne til Dansk Melodi Grand Prix bliver først afsløret i begyndelsen af januar.

De 14 finalister til Die Grosse Entscheidungsshow er:

  • Lys Assia - C'Etait Ma Vie

  • Emel - She

  • Ivo - Peace & Freedom

  • I Quattro - Fragile

  • Raphael Jeger - The Song In My Head

  • Macy - Shining

  • Atomic Angels - Black Symphony

  • Patric Scott feat. Fabienne Louves - Real Love

  • Guillermo Sorya - Baby, Baby, Baby

  • Chiara Dubey - Anima Nuova

  • Sinplus - Unbreakable

  • Sosofluo - Quand Je Ferme Les Yeux

  • Katherine St-Laurent - Wrong To Let You Go

  • Ze Flying Zezettes Orchestra - L'autre

Facebook
Twitter