Eurovision-vinder: "Alle mine drømme er gået i opfyldelse"

Mandag giver Måns Zelmerlöw koncert i København. Vi tog en snak med den svenske popprins om tiden efter Eurovision og hans overraskende nære forhold til Danmark.

Svenske Måns Zelmerlöw er lige nu på europaturné. Mandag gæster han København. (Foto: Per Kristiansen)

Det er snart et halvt år siden, at svenske Måns Zelmerlöw sang sig til sejren ved Eurovision i Wien. Vindernummeret 'Heroes' scorede 365 point fra hele Europa og katapulterede samtidig den 29-årige sanger ud i livet som verdensstjerne.

Måns Zelmerlöw har i mange år været en stor stjerne i hjemlandet og er kendt for både sin musik og sine mange værtsroller på svensk TV, men efter Grand Prix-sejren i maj, er Måns blevet et kendt ansigt i hele Europa.

Også herhjemme, hvor han mandag giver koncert i Store Vega i København.

Vi har snakket med den svenske Grand Prix-helt om tiden efter Eurovision-sejren, hans planer for fremtiden og hans helt særlige forhold til Danmark - og om man aldrig bliver træt af, at snakke om Eurovision.

Drømmene gik i opfyldelse

Måns, det er snart et halvt år siden, at du vandt Eurovision i Østrig. Hvordan har du det, når du tænker tilbage på sejren?

- Det er stadig helt uvirkeligt. Alle mine drømme er gået i opfyldelse, og jeg kan ikke rigtig forstå det. Men samtidig ved jeg også, at man kun er Eurovision-vinder ét år, og kigger man på de tidligere vindere, kan det være svært, at få succes bagefter. Men hvis jeg arbejder hårdt nok, så skal det nok gå. Jeg har bestemt mig for, at det skal lykkes.

Bliver du aldrig træt af at snakke om Eurovision?

- Haha. Jo, det er klart. Der har været rigtig meget Eurovision-snak de sidste par måneder. Jeg er meget taknemlig for Eurovision og for alt det, jeg har oplevet, men for mig, er den næste del af rejsen begyndt nu. Nu forsøger jeg at tage mig og min musik videre og bygge nogle ting op, som ligger udenfor Eurovision-boblen.

Hvordan gør man det?

- Jeg tror, at det handler om at kæmpe. Udkomme med mere musik og være synlig rundt omkring i Europa. Så håber jeg, at jeg kan bygge et marked op og få lov til fortsat at turnere rundt i Europa. Det er jo ikke mange Eurovison-vindere, der har fået lov til at lave en europaturné, så jeg er meget taknemlig over, at være kommet så langt. Men det er klart, at jeg vil endnu længere med min musik!

Måns Zelmerlöw scorede intet mindre end tolv 12-taller ved årets Eurovision-finale. (Foto: NIGEL TREBLIN)

Svært at holde sig fra Eurovision

Kommer vi til at se dig i Eurovision igen? Måske som solist, sangskriver... eller vært?

- Jeg er jo vokset op med Eurovision og har altid været stor fan af showet, så jeg tror, at det bliver svært, at holde mig væk. Men jeg tror nu, at der kommer til at gå et godt stykke tid inden, at jeg stiller op igen.

De sidste par måneder har du spillet i byer som London, Paris og Milano. Hvordan føles det?

- Det er helt vildt. Jeg har drømt om en international turné hele mit liv, og lige pludselig står jeg i Paris i en udsolgt koncertsal. Alle kan ordene til mine sange - selv de gamle numre kan de synge med på! At få lov til at tage ud på den her turné, vågne i en ny by hver dag og møde et nyt publikum hver aften - det er helt fantastisk.

"København er verdens bedste by"

Nu skal du spille i Danmark på mandag. Betyder det noget særligt for dig, at spille i Skandinavien?

- Ja, det gør det selvfølgelig. Men jeg har faktisk aldrig spillet en rigtig koncert i Danmark før, så jeg ser meget frem til at skulle spille i Store Vega. Jeg synes, at København er verdens bedste by, så det bliver meget specielt for mig.

Din bedstemor bor jo i Danmark...

- Ja, min bedstemor kommer fra Hillerød!

Hvad er dit forhold til Danmark?

- Jeg er jo 1/8 dansk, så jeg har helt klart et særligt forhold til Danmark. Jeg har været meget i Danmark, da jeg var ung, og jeg synes, at I har sådan en skøn mentalitet her. Min producer Søren Mikkelsen er dansk og en del af mit seneste album er optaget i København.

Udover at være kendt for sin musik, er Måns også berygtet for sit flotte udseende. Det fik blandt andet det amerikanske nyhedssite Buzzfeed til at lave intet mindre end en hyldest til sangerens imponerende fysik. (Foto: Per Kristiansen)

Millioner har lyttet til 'Heroes'

Du har udgivet fem albums indtil videre og prøvet kræfter med mange forskellige genrer. Pop, rock, schlager... Ja, selv et julealbum har du lavet. Hvad bliver det næste?

- Haha, jamen som du siger, så har jeg prøvet en masse forskelligt. Men lige nu føler jeg, at jeg skal prøve at holde mig til den her poppede, organiske følelse, men med det elektroniske touch, som jeg gjorde på min seneste plade.

Så vi skal ikke forvente et reggae-album fra din hånd?

- Haha, nej det tror jeg nu ikke!

I skrivende stund har vindernummeret 'Heroes' hele 63.706.981 afspilninger på musiktjenesten Spotify.

Dét og mange andre numre kan du opleve live, når Måns Zelmerlöw mandag giver koncert i Store Vega i København.

Facebook
Twitter