Få timer før det store Grand Prix-brag: Nu tror bookmakerne på dansk succes

Danmark er strøget mod toppen hos bookmakerne blot få timer inden Eurovision-finalen.

Leonora ses her ved Expo Tel Aviv, hvor aftenens show finder sted, få timer før finalen. (Foto: Christian Ellegaard © dr)

Danmark kan komme tæt på en placering i top 10 ved aftenens store Melodi Grand Prix-finale.

Sådan lyder (spå)dommen fra bookmakerne her få timer inden det store popbrag, der ruller over skærmen i aften direkte fra Tel Aviv i Israel.

Så sent som i morges var danske Leonora og hendes Grand Prix-bidrag 'Love Is Forever' spået en 20. plads i aftenens finale, men i løbet af dagen er Danmark langsomt kravlet op af ranglisten og har i skrivende stund en 12. plads i sigte ifølge bookmakerne.

- Det er virkelig fedt. Og jeg tror egentlig også, at vi kan stige lidt mere. Jeg tror, at tv-seerne kan stemme os endnu højere, lyder det fra en selvsikker Leonora få timer før årets udgave af popkonkurrencen skal afgøres.

Sådan så det ud, da Leonora torsdag sang Danmark videre fra semifinalen:

Vigtig generalprøve gik perfekt

Den 20-årige Grand Prix-stjerne tror, at gårsdagens generalprøve har påvirket Danmarks odds. Her afgav fagjuryerne rundt om i Europa deres stemmer, og de tæller 50 procent af aftenens resultat.

Den gik nemlig over al forventning.

- Min egen vokal var meget sikker og præcis i går, synes jeg. Den var næsten perfekt, og visuelt tror jeg også, at jeg fik fyret nogle gode grimasser af. Det er rigtig rart, at den gik så godt, siger hun og tilføjer, at dagens sidste prøve på scenen i Tel Aviv inden aftenens finale også er gået som smurt for det danske hold.

- Den gik mindst lige så godt som juryfinalen i går, og den gik altså rigtig godt. Så er jeg ret glad og tryg omkring det hele. Lige nu er jeg faktisk rigtig rolig, siger hun.

Bookmakerne tror lige nu på Hollandsk sejr ved aftenens finale, men også Australien, Schweiz og Sverige er spået gode chancer for at nå helt til tops.

Følg med i årets finale i Eurovision Song Contest 2019 i aften på DR1 og DR TV fra klokken 21.

Facebook
Twitter