Fans i chok: Er det overhovedet Eurovision mere?

Eurovision-fans fra hele verden er kommet til tasterne, efter det i går blev annonceret, at Australien skal være med i Eurovision.

Australien Eurovision
Den er god nok. Australien skal være med i Eurovision til maj. (© eurovision.tv)

- Det er en skam! Er det overhovedet Eurovision mere? Hvornår mon Canada, USA, Kina, Sydafrika og Antarktis også skal være med? Tag dig sammen, Jon.

Sådan lyder den vrede kommentar fra brugeren Ziga på det officielle Eurovision-site, med henvisning til Eurovision-bossen Jon Ola Sand, efter det i går blev annonceret, at Australien får lov at deltage i Eurovision i Wien til maj.

Også på DRs officielle Grand Prix-side på Facebook vækker Australiens deltagelse harme hos nogle fans:

- Hvis de bliver ved på den måde, så bliver det ikke set af mig mere, skriver Kasper Winther.

”Vi burde fejre det”

I første omgang er Australiens Eurovision-deltagelse en engangsforestilling i anledning af Grand Prix’ets 60 års jubilæum. Og det må man have in mente, inden man kritiserer, mener en bruger på det officielle Eurovision-site, eurovision.tv:

- Eurovision handler om at bringe folk sammen gennem musik. Og når australsk tv har vist konkurrencen i mere end 30 år, virker deres deltagelse kun naturlig. Som de har sagt; det er en engangsting i anledning af 60 års jubilæet. Vi burde fejre det, i stedet for at klage og være vrede, mener George Smith.

Et Grand Prix, australierne vil huske

Og der er da også glæde at spore over Australiens snarlige Grand Prix-debut:

- Det bliver klart et Grand Prix, som vi australiere vil komme til at snakke om i årene fremover! Jeg håber bare vi sender en god sang. Det her er vores eneste chance. Det skal vi udnytte, skriver NicoleTheGreat på eurovision.tv.

Facebook-siden for fansitet Esctoday er Killian Tarot også glad for den europæiske tv-union EBUs beslutning om at lade australierne deltage:

- Ja tak! Et land der faktisk kan lide Eurovision.

Tager det med et smil

Ak ja, mens nogle er vrede og andre glade, er der dog også dem, der tager hele affæren med en god portion humor:

Australien koala Eurovision
"Australien i Eurovision? Koalaen tør ikke tro på det!"