Første billetter til Grand Prix-finalen revet væk

De første billetter til finalen til næste års internationale Melodi Grand Prix er udsolgt. Der er stadig billetter at få til semifinalerne.

(Foto: Dennis Stachel © EBU)

Kl. 10.00 i dag blev de første billetter til Eurovision Song Contest 2014 i København frigivet. Og allerede kl. 11.15 kunne Billetlugen melde udsolgt til den første omgang af finale-billetter.

Omkring en time senere kunne de også melde udsolgt til de såkaldte familie- og juryshows til finalen.

- Det er helt vildt! Tænk, at der allerede nu er så stor interesse for at deltage i den store Eurovisions-fejring, siger en stolt Pernille Gaardbo, Executive Producer for Eurovision Song Contest 2014.

- Selvom der lige nu er udsolgt af de første billetter til finalen, så er der heldigvis stadig masser af muligheder for at være med til nogle af de mange andre shows, der tilsammen udgør den ugelange musikkonkurrence, fortsætter hun.

En tredje del af billetterne til salg nu

Det er knap en tredjedel af billetterne, som er sat til salg her i første runde. Der kommer flere billetter til salg 31. januar 2014 og igen i april.

Det er stadig muligt at købe billetter til semifinalerne - og til jury- og familieshowene forud for semifinalerne.

DR henviser til Billetlugen for flere information om specifikke billettyper m.m.

Facebook
Twitter