Hverken Facebook, Instagram eller sågar Iphonen havde set dagens lys.
En vis Mary bar stadig sit borgerlige efternavn Donaldson.
Og den danske statsminister var netop blevet udskiftet og hed nu Anders Fogh Rasmussen.
Jo, der er sket meget siden 2002 - året, hvor finalen i Dansk Melodi Grand Prix sidste gang blev afholdt i København.
Men næste år vender den traditionsrige musikkonkurrence så tilbage til Hovedstaden for første gang i 18 år.
Dansk Melodi Grand Prix 2020 skal nemlig for første gang afholdes i Royal Arena i Ørestaden. Det sker lørdag den 7. marts.
'En kæmpe folkefest'
Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), glæder sig over, at det danske Melodi Grand Prix næste år vil lægge vejen forbi landets hovedstad.
- Melodi Grand Prix er en særlig del af vores kulturarv, som år efter år formår at samle danskerne på tværs af generationer og landsdele. Efter 17 år glæder vi os til at byde det danske Melodi Grand Prix velkommen tilbage i København til en kæmpe folkefest for både store og små, siger Frank Jensen.
Siden Grand Prix'et i 2002, som blev vundet af Malene Winther Mortensen, er det primært de jyske byer Aalborg, Herning og Horsens, der har dannet ramme om konfettifesten - med enkelte afstikkere til Aarhus, Odense, Holstebro og Ballerup.
Lyt til Malene Winther Mortensens Grand Prix-vinder 'Vis mig hvem du er'.
I 2008 var Grand Prix'et dog også et smut forbi København. Men her var der tale om de to semifinaler, som blev sendt fra et studie i DR Byen.
Selvom der i disse uger er fuld fokus på årets Grand Prix-vinder, Leonora, der på torsdag skal på scenen i den anden semifinale ved årets Eurovision Song Contest i Israel, så er man i DR allerede i gang med at planlægge næste års danske finale.
Det fortæller DR's direktør for Kultur, Børn & Unge, Henrik Bo Nielsen.
- Melodi Grand Prix er en fantastisk samlende begivenhed, og jeg er sikker på, at Royal Arena og København bliver en fantastisk ramme om næste års Melodi Grand Prix, siger han og fortsætter:
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig meget – men mere kan jeg naturligvis ikke sige på nuværende tidspunkt.
Du kan allerede nu sikre dig en billet til Dansk Melodi Grand Prix 2020. Du køber dine billetter her.