Fra nummer sjok til favorit på rekordtid: Vinder hun Eurovision?

En blot 17-årig pige fra Belgien har blæst alverdens bookmakere omkuld og spås pludselig store chancer for at vinde Eurovision Song Contest til maj.

Den 17-årige sangerinde Ellie Delvaux, der blot kalder sig Blanche, skal repræsentere Belgien i årets Eurovision. Hun har tidligere deltaget i den belgiske udgave af talentprogrammet The Voice. (Foto: LAURIE DIEFFEMBACQ © Scanpix)

Kort inden midnat tirsdag aften dukkede årets belgiske bidrag til Eurovision Song Contest pludselig op på diverse hjemmesider og streamingplatforme - dagen før den officielle udgivelse.

Og så fik de europæiske bookmakere ellers travlt.

Belgien, som ikke afholder en national finale, men blot udvælger en sang internt i tv-selskabet, har hidtil ligget i den absolut tungeste ende af feltet hos bettingselskaberne. Men efter lækket af sangen sænkede bookmakerne én efter én oddsene på en Grand Prix-sejr til Belgien radikalt.

Fra at have givet pengene mere end 100 gange igen, hvis hun vandt, er den 17-årige sangerinde Blanche og nummeret 'City Lights' nu pludselig en af de største vinderfavoritter overhovedet hos samtlige bookmakere, og en sejr til den belgiske teenager giver nu kun pengene 5-7 gange igen.

Belgien stikker ud

En ganske usædvanlig sprængning af bookmaker-skalaen fortæller Eurovision-ekspert Rasmus Petersen, der er en af bagmændene bag fansiden Eurovisionworld.

- Det er utroligt sjældent, at man ser sådan et spring. Det handler primært om, at bookmakerne ikke ser Belgien som en stor Eurovision-nation ud fra historikken - på trods af flotte placeringer de sidste par år - og derfor generelt placerer dem lavt. Men jeg skal love for, at det tog fart i løbet af natten. Det kan dog også skyldes en lemmingeeffekt, hvor bookmakerne blot følger hinanden, siger Rasmus Petersen.

Han bakkes op af en anden Eurovision-ekspert, Morten Madsen, der bestyrer hjemmesiden eurosong.dk.

Morten Madsen forstår godt, hvorfor det belgiske bidrag er blevet taget så godt imod af bookmakerne, som det er.

- Det er ungt, det er moderne, mystisk og dragende, og så har hun en meget overraskende vokal af en så ung en pige at være. Og så stikker Belgien ud fra det øvrige felt, som ellers er præget af mange klagende ballader, siger Morten Madsen og tilføjer:

- Men odds skal som altid tages med et gran salt. Lad os se, hvad hun har at byde på på scenen, når prøverne går i gang til maj. Her vil oddsene for alvor rykke sig den ene eller anden retning. Men indtil videre kan jeg kun sige, at det lyder lovende, Belgien.

Italien storfavorit

En række lande mangler fortsat at annoncere deres bidrag til pop-konkurrencen i Ukraine i maj, men den foreløbige storfavorit til at løbe med sejren er Italiens Francesco Gabbani og sangen 'Occidentali's Karma', som kun giver pengene mellem 2-3 gange igen, hvis den vinder.

Francesco Gabbani fra Italien er bookmakernes foreløbige favorit til at vinde Eurovision Song Contest i år. Lykkes det ham at vinde, vil det være første gang siden 1990, at Italien vinder - og tredje gang i alt. (Foto: RAI/EBU)

Ellers har bookmakerne stor fidus til lande som Sverige, Serbien, Rusland og Bulgarien på trods af, at ingen af landene endnu har præsenteret deres sang.

Herudover er der også stor tiltro til Australien, Rumænien og måske lidt overraskende Portugal, som ellers har den dårligste statistik i Eurovision Song Contest overhovedet.

Penge at vinde på dansk sejr

Danske Anja ligger i den nedre halvdel af top 20 ud af de i alt 43 lande, der deltager i år, og giver i skrivende stund pengene mellem 21-70 gange igen, hvis hun går hele vejen og sikrer Danmark sin fjerde Eurovision-sejr.

Alle landes bidrag skal indleveres til EBU (European Broadcasting Union) i næste uge, hvor årets felt så er komplet. Sæsonen med de nationale Grand Prix-finaler afsluttes nu på lørdag, hvor både Sverige, Norge, Island og Litauen finder deres vinder.

Eurovision Song Contest sendes den 9., 11. og 13. maj fra Ukraines hovedstad, Kiev.