Fremragende startplacering til Danmark ved Eurovision

Tirsdag afslørede Eurovision-arrangørerne startrækkefølgen i de to semifinaler. Danske Rasmussen har fået et historisk godt startnummer.

(Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Da Emmelie de Forest gik på scenen i semifinalen ved Eurovision Song Contest i Malmø i 2013, optrådte hun som nummer 5 med den senere vindersang 'Only Teardrops'.

Og netop startnummer 5 bliver også det nummer, som årets danske Eurovision-deltager, Rasmussen, har fået i årets anden semifinale, der finder sted i Lissabon, Portugal, torsdag den 10. maj.

Det har arrangørerne af Eurovision Song Contest, European Broadcasting Union (EBU), og portugisisk tv offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Rasmussen skal synge sin danske vindersang, 'Higher Ground', lige efter San Marino og lige før Rusland.

Et rigtig fint udgangspunk for Danmark til at gå i finalen, mener Danmarks Eurovision-kommentator, Ole Tøpholm.

- Danmark har fået en udmærket startplacering, og der er ingen tvivl om, vi nok skal gå i finalen. Det er jeg ikke nervøs for, siger Ole Tøpholm.

Han peger til gengæld på vores blå-gule naboer, der er repræsenteret ved Benjamin Ingrosso og nummeret 'Dance You Off', som favoritter til at score flest point i Danmarks semifinale.

- Med startnummer 15 i vores semifinale har svenskerne fået den bedste placering, og jeg anser det som overvejende sandsynligt, at Sverige vinder semifinalen, siger Ole Tøpholm.

Sveriges deltager i Eurovision Song Contest i år er 20-årige Benjamin Ingrosso. Han har tidligere vundet både børnenes MGP, Lilla Melodifestivalen, og Vild med dans i Sverige. (© eurovision.tv)

Bookmakerne tror på dansk finaleplads

De internationale bookmakere er da også overbeviste om, at Danmark igen i år er at finde på pointtavlen i den store finale lørdag den 12. maj.

Bookmakerne har nemlig Danmark på en 19. plads blandt alle årets 43 bidrag – det svarer til, at de tror på, at Rasmussen scorer en femteplads i semifinalen efter Australien, Sverige, Norge og Holland.

Norge åbner i øvrigt Danmarks semifinale, og det bliver en gammel kending, der stiller op for landet mod nord - nemlig Alexander Rybak, der vandt hele konkurrencen i 2009 med 'Fairytale'.

I år hedder hans bud på en vindersang 'That's How You Write A Song', og det er i øvrigt sang nummer 1.500, der bliver fremført på den store Eurovision-scene, siden konkurrencens begyndelse i 1956.

Alexander Rybak slog pointrekord, da han vandt Eurovision Song Contest for Norge i 2009. Nu forsøger den 31-årige nordmand sig igen i konkurrencen - og naturligvis stadig med violinen i sine hænder. (© eurovision.tv)

Rasmussen på charmetur i Europa

Rasmussen og resten af den danske Grand Prix-delegation rejser til Lissabon mandag den 30. april og har de første prøver allerede dagen efter, den 1. maj.

Frem mod rejsen til Portugal venter et travlt program for det Grand Prix-håb.

Nu på torsdag optræder han således ved et stort arrangement for international presse og fans i London, i næste uge tager han på et flere dages charmeoffensiv - også for den internationale presse og fans - i Tel Aviv i Israel, og lørdag i næste uge afslutter han sin turné rundt i Europa med en optræden i Hollands hovedstad, Amsterdam.

Se startrækkefølgen til de to semifinaler tirsdag den 8. og torsdag den 10. maj her.

Semifinale 1

  • 1. Aserbajdsjan
  • 2. Island
  • 3. Albanien
  • 4. Belgien
  • 5. Tjekkiet
  • 6. Litauen
  • 7. Israel
  • 8. Hviderusland
  • 9. Estland
  • 10. Bulgarien
  • 11. Makedonien
  • 12. Kroatien
  • 13. Østrig
  • 14. Grækenland
  • 15. Finland
  • 16. Armenien
  • 17. Schweiz
  • 18. Irland
  • 19. Cypern

Semifinale 2

  • 1. Norge
  • 2. Rumænien
  • 3. Serbien
  • 4. San Marino
  • 5. Danmark
  • 6. Rusland
  • 7. Moldova
  • 8. Holland
  • 9. Australien
  • 10. Georgien
  • 11. Polen
  • 12. Malta
  • 13. Ungarn
  • 14. Letland
  • 15. Sverige
  • 16. Montenegro
  • 17. Slovenien
  • 18. Ukraine