Grand Prix-chefer glade for at de valgte Refshaleøen

Showet var ikke blevet så godt nogen andre steder, siger Jan Lagermand Lundme og Pernille Gaardbo efter et veloverstået Grand Prix

(Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Den dynamiske duo bag årets Melodi Grand Prix, hovedproducer Pernille Gaardbo og show-chef Jan Lagermand Lundme, er glade, trætte, lettede og en smule grådlabile, da de mødes med pressen i Langelinie-pavillonen i København.

På den anden side af vandet kan man se B&W Hallerne, hvor et gigantisk "Join Us"-banner på gavlen vidner om, at det var her, der blev holdt Eurovision-show aftenen før.

- Jeg var nervøs, for vi havde meget på spil. Men da jeg så introen, som bare var så flot, med flagene og alle landene, der kom på scenen, så slappede jeg af. Så begyndte man at tro på, at det kunne lykkes, siger Pernille Gaardbo til dr.dk/grandprix.

Knas til generalprøven

Selve showet forløb gnidningsløst, men det var faktisk ikke tilfældet under generalprøven tidligere på dagen: Et af de underholdende indslag blev ændret i sidste øjeblik og der var tekniske problemer med en lyd-pult, da stemmeafgivningen blev prøvet af.

- Så jeg var egnetlig ikke så nervøs under selve sangene, men jeg havde en lille frygt, da vi skulle over til, at landene skulle afgive deres stemmer. Men da de første stemmer var givet, og værts-pulten virkede, så blev jeg helt rolig, siger Jan Lagermand Lundme.

- Når man kan høre, at værterne slapper af og begynder at improvisere, så ved man, at der er ro på. Så er der overskud, siger Pernille Gaardbo.

Det var det hele værd

De er enige om, at Eurovision-finalen lørdag aften levede op til deres vision for showet.

- Det er virkelig sådan, at det vi tænkte for et år siden, det så vi i TV i går, siger Pernille Gaardbo til dr.dk/grandprix.

Det var netop visionerne der gjorde, at det ikke blev det TV-venlige og færdigbyggede Boksen i Herning, der løb med Grand Prixet, men derimod B&W Hallerne.

DR har i tre dokumentarprogrammer fulgt forberedelserne til Eurovision 2014, fra udvælgelse af værtsby til det store show skal stå. Se programmerne "Eurovision bag kulissen" her.

Unikt rum skabt fra bunden

Da beslutningen blev taget, var de to store rederihaller dog langt fra klar til at danne rammen om en professionel TV-produktion.

Der er brugt store ressourcer på at bygge om og udvide, så hallerne kunne rumme Eurovision 2014.

- Det med at skabe et rum helt fra bunden og kunne få så stort et rum, der er tænkt 100 procent til fjernsyn, er helt unikt. Det har vist sig at være en god måde at gøre det på, siger Jan Lagermand Lundme.

- Indvendig så det fantastisk ud, fuldstændig som vi havde drømt om. Jeg tror faktisk ikke, vi kunne have fået det lige så godt nogen andre steder, tilføjer Pernille Gaardbo.

Inspiration for andre lande

Den danske Eurovision-løsning har også tjent som en inspiration og opmuntring for andre lande, der måske har haft en mild frygt for de logistiske udfordringer, der følger med en sejr i Melodi Grand Prix.

- Østrig står for eksempel med hovedpinen nu, for de har ikke en 'Boxen' i Wien eller et andet stort sted, hvor de kan afholde Grand Prix. Men det, at vi har forsøgt det her, det giver nye muligheder for en masse lande, siger Pernille Gaardbo.

Facebook
Twitter