Grand Prix-deltagerne hungrer efter sejr: Folk skal blæses omkuld

Vi pressede Grand Prix-deltagerne til at løfte sløret for deres shows. Og det bliver både glamourøst og overdådigt.

Den 10. februar skal den danske befolkning træffe et valg og afgive deres stemme.

Ti bidrag er med i Dansk Melodi Grand Prix 2018, men kun ét kan vinde.

Mandag blev konkurrencens ti deltagere så præsenteret, og de forskellige solister var ved at revne af stolthed over deres kommende optrædener.

- Jeg får en virkelig fed baggrund med storbyens lys og nogle lækre dansere. Det bliver flyvende, lyder det entusiastisk fra den unge Lasse Meling, der debuterer som Grand Prix-deltager i årets konkurrence.

Og forventningerne til et fedt sceneshow er også høje hos Albin Fredy, der ikke lægger fingre imellem, når det kommer til vildskaben i hans show.

- Det kommer til at blæse alle omkuld. Det er fest og farver og glitter og glamour, fortæller en forventningsfuld Albin Fredy.

Se videoen øverst, hvor vi tog forskud på det store show og pressede deltagerne med konfettiregn og bad dem forklare, hvorfor deres show er det fedeste i årets Grand Prix.

Artisterne skal skinne

Og det er ikke kun deltagerne i årets Grand Prix, der er begejstrede forud for årets store musikkonkurrence.

For i år er ambitionerne skruet i vejret endnu engang. Og DR har som ambition at Danmark som minimum kan komme i top 10 ved Eurovision Song Contest i Lissabon til maj.

Og skal man tro Mads Enggaard, der er bidragsproducer på showet, kommer årets optrædener til at være unikke på forskellig vis.

- Jeg vil gerne have et bredt spektrum af sange. Jeg har prøvet at destillere hver sang og finde dens kerne og tænkt over, hvordan vi kan forløse det, og hvad det betyder for kameragang, lys, grafik og koreografi, så vi får noget flot visuelt, som hænger sammen med sangens budskab.

- Det er min prioritet, at alle artisterne skal skinne igennem på hver deres måde, fortæller han og forsikrer, at trofaste Grand Prix-fans nok skal få pompøs musikkonkurrence for alle pengene.

- Det bliver spektakulært, ekstravagant og med masser af følelser og med ti bidrag, der kan berøre forskellige sider af, hvad det vil sige at være menneske. Det skal nok blive overdådigt, og sangene er virkelig gode.

- Jeg har virkelig svært ved at pege på én vinder. Så jeg er helt tryg, uanset hvilken en vi sender af sted til Eurovision.

Du kan se Dansk Melodi Grand Prix 2018 live fra Aalborg lørdag den 10. februar på DR1 og DR TV.