Grand Prix-general vil gøre danskerne stolte

DRs executive producer for Eurovision 2014, Pernille Gaardbo, vil vise danskerne, at Melodi Grand Prix er mere end bare et tv-show.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

- Det ville gøre mig så stolt, hvis vi flyttede noget, gjorde danskerne stolte og europæerne glade. Det største ville være at efterlade et indtryk af fællesskab. Mere end bare underholdning en lørdag aften.

Sådan beskriver executive producer på det internationale Melodi Grand Prix, Pernille Gaardbo, sin største Grand Prix-drøm.

Hun satte sig til skrivebordet allerede dagen efter Emmelie de Forest vandt det internationale Grand Prix i Malmø, og med 12 års ledererfaring i bagagen er hun topmotiveret for at styre slagets gang.

Holdet er det vigtigste

- Et projekt som dette drives af glæde, store ambitioner og store drømme. Og det kræver det rigtige hold, hvor hver enkelt har personlige ambitioner, drømme og noget på spil. Det hold synes jeg, at vi har samlet, siger Pernille Gaardbo.

Men selvom executive producer, eller "Grand Prix-generalen", nok er den største titel på holdet, så foretrækker den 47-årige leder at stå bagerst og styre slagets gang. Ifølge Pernille Gaardbo består hendes job i at få holdet til at præstere det bedste, de kan.

- Det handler rigtig meget om at kunne spotte, hvad folk er gode til og få dem til at gøre mere af det. Og så handler det om at respektere andres faglighed og ikke blande sig for meget, siger hun og fortsætter:

- Dér, hvor jeg oftest har tårer i øjnene af glæde, er, når jeg har set nogle på holdet blomstre, sprudle og have succes. Så sidder jeg helt stille og bliver rørt. Det er det fineste, man kan opnå som leder, siger generalen.

På badebillet i privaten

Men selvom Pernille Gaardbo foretrækker, at sidde væk fra rampelyset, så er det næste år i den grad med fokus på både hende og Grand Prix'et. Og det kan mærkes på hjemmefronten.

- Når vi er så drevet af hjertet og begejstringen, som vi er på det her projekt, så tager det over og så bliver grænserne mellem privat og arbejde totalt flydende. Derfor er det enormt vigtigt for mig at vide, at min mand og min søn står bag mig hundrede procent, konstaterer hun.

Det er dog ikke nyt for Pernille Gaardbo at have flydende grænser, da hun lige nu er halvvejs gennem en MBA og sidste år måtte splitte dagstimerne op på studie og job, mens privatlivet næsten kun blev oplevet i glimt.

Drømmer om privat finaleaften

Hun forventer, at det næste år bliver på samme måde. Men hun glæder sig til, at kunne fylde kalenderen med endnu flere planer og glædestårer i øjenkrogen.

Og selvom hun er både stolt og glad for sit hold, så ville hun allerhelst tilbringe selve finalenaftenen 10. maj helt alene:

- Jeg ville allerhelst være hjemme i min stue helt alene, hvor jeg kan opleve Grand Prix'et uden nogen påvirkning overhovedet og ryge 140 smøger, griner hun.

- Så kan jeg mærke showet og se om min drøm går i opfyldelse.

Facebook
Twitter