Grand Prix-vindere løfter sløret for deres Eurovision-show

Ben & Tan er allerede i gang med planlægningen af deres optræden i Eurovision Song Contest.

Da Ben & Tan møder dr.dk dagen efter deres overbevisende Grand Prix-sejr med 61 procent af stemmerne, bliver der kaldt på både cola, kaffe og vand, så energien kan holdes oppe. - Min telefon bimler og bamler hele tiden, og jeg har ikke haft tid til at tjekke noget af det, fortæller en tydeligt overvældet Tan. (Foto: Christian Mejdahl © dr)

Allerede dagen efter, at lamperne er slukket, og Grand Prix-scenen er pillet ned, begynder arbejdet på at blive klar til det internationale Melodi Grand Prix, der løber af stablen i Rotterdam i Holland til maj.

Og der skal arbejdes hårdt og hurtigt.

For egentlig er der allerede søndag aften deadline for de 41 deltagerlande, der skal sende alle oplysninger om deres Eurovision-show til den hollandske produktion.

Men for at den danske Grand Prix-delegation kan nå at få styr på sagerne, har man fået lov til at udskyde deadline til på fredag. Det fortæller Molly Plank, der er produktionsleder på Dansk Melodi Grand Prix og leder af den danske Eurovision-delegation.

- De skal vide alt om alle de tekniske specifikationer, og hvordan vi vil have, sangen skal se ud på scenen, hvordan den skal filmes, hvor mange artister, kor eller dansere vi vil have med, og hvem de er.

- De skal kort sagt vide alt om, hvordan de skal producere tv-showet, siger hun.

Det betyder også, at den danske delegation netop nu mødes for at finde ud af, hvilken retning man skal gå.

Molly Plank håber, at man kan genskabe den magi, der lørdag aften sikrede Ben & Tan sejren i Royal Arena.

- Vi snakkede løst om det i går, og uden at have talt med artisterne endnu, så ved jeg, at vi fra produktionsholdet var glade for den optræden, de havde i det danske show, siger hun og fortsætter:

- Og hvis artisterne er lige så glade for deres optræden, så vil vi gerne lave noget, der minder om dét.

  • Ben og Tan kender hinanden fra X Factor. Tan var en del af gruppen Echo, som endte på en fjerdeplads, mens Ben fik en andenplads i finalen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • 'Yes' er blandt andre skrevet af den svenske sangskriver Linnea Deb, der i 2015 var en af kræfterne bag den svenske Eurovision-vinder 'Heroes' med Måns Zelmerlöw. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • - 'Yes' er en folk-pop-sang, der giver en dejlig følelse af at løbe ned ad en bakke med 100 kilometer i timen og skrige med en guitar i baggrunden, siger de om deres sang. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
  • Nu skal Ben & Tan forsvare de danske farver i Eurovision til maj i Rotterdam. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)
1 / 4

Inspireret af dansk Eurovision-vinder

Men spørger man vinder-duoen, så må deres Eurovision-optræden gerne blive så vild som mulig, når de når frem til den store scene i Rotterdam.

For selvom de nærmest kun lige er trådt ned fra den danske Grand Prix-scene, så har de to talenter allerede gjort sig tanker om, hvad der skal ske, når omkring 180 millioner seere kigger med til Eurovision Song Contest.

- Jeg kunne godt tænke mig, det blev kæmpestort. Det var det også ved det danske Grand Prix, men det skal være endnu større. Så vi skal finde ud af, hvad Europa vil have, og så skal der virkelig trappes op! siger Tan, inden Ben også ytrer sit ønske til Eurovision:

- Jeg vil jo bare gerne have, at der er et publikum, griner han og refererer til den publikumsløse finale, man var nødsaget til at afvikle i en tom Royal Arena på grund af corona-foranstaltninger.

Duoen håber på at videreudvikle deres optræden med flere idéer frem mod finalen i Rotterdam.

Der er særligt to tidligere Eurovision-indslag, der har påvirket parret frem mod det første indledende planlægningsmøde om deres kommende optræden.

- Jeg kunne godt lide The Common Linnets, som var Hollands bidrag fra 2014. De havde en vild kemi og en intensitet på scenen, som jeg gerne vil drage inspiration fra, siger Tan, mens Ben tilføjer:

- Og så er der selvfølgelig Emmelie de Forests ’Only Teardrops’. Hun havde et sindssygt fyrværkeri-show og en vildt fed energi. Så en kombination af de to optrædener ville ikke være helt dårligt, siger han.

Hollandske The Common Linnets gav en uforglemmelig optræden, da Danmark var vært for Eurovision Song Contest i 2014. Og den vil Ben & Tan gerne lade sig inspirere af. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Fordel forud for finalen

En klar fordel for det danske bidrag ved Eurovision er, at Ben & Tan skiller sig ud fra det øvrige felt af sange, der er udvalgt til at konkurrere mod hinanden.

Både Danmarks Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm og Eurovision-ekspert Rasmus Petersen spår Ben & Tans 'Yes' gode chancer for at klare sig godt i kampen mod sangene fra de i alt 40 andre lande.

Emmelie de Forest er også et forbillede, når Ben & Tan skal planlægge deres show i Eurovision. (© Scanpix)

- Der er mange ballader med i årets Eurovision. Ballader kan sagtens klare sig godt, men nogle af dem kommer til at drukne, når der er så mange, siger Tøpholm og uddyber:

- Dér har Danmark en fordel, fordi vi har ikke en ballade med. Når seerne hører alle Eurovision-sangene for første gang til maj, så kommer man til at blande mange af balladerne sammen. Dér handler det om at skille sig ud, og det gør Danmark.

Parret selv tror også, de har gode chancer for at skille sig ud, når det endelig gælder.

- Altså vi er jo både spanske og tyske, så vi taler til mange lande, griner Ben, der håber på at kapre stemmer fra flest muligt.

- Vi er også kun to duoer i et felt af mange solister og grupper. Og vi kender bare hinanden rigtig godt, i kraft af at vi jo var med i X Factor sidste år. Så jeg håber, det bliver en fordel for os, at folk forhåbentlig kan mærke den stærke kemi, der er mellem os, siger Tan.

Facebook
Twitter