40 millioner.
Så mange gange er det norske bidrag til årets Eurovision allerede blevet hørt på Spotify – og det er, inden årets popfest overhovedet er gået i gang.
Forud for startskuddet til årets Eurovision, der lyder tirsdag aften, hvor den første semifinale finder sted, har det norske Grand Prix-håb Alessandra og hendes sang 'Queen of Kings' nemlig allerede fået massiv opmærksomhed.
Den pludselige succes skyldes blandt andet, at nummeret blev brugt i en viral video på TikTok, der siden er blevet set over 13 millioner gange.
I videoen ses en bid fra årets Miss Universe-konkurrence, hvor Miss Ukraine gik på scenen iført enorme englevinger og et stort sværd. Et klip, der blev parret med omkvædet fra 'Queen of Kings', og altså siden er gået viralt.
- Det var helt vildt! Jeg tror ikke, jeg forstod, hvad der foregik. Det forstår jeg stadig ikke, lyder det fra en overvældet Alessandra til DR.
- For mig var det en kæmpe ære, at min sang blev brugt i et klip med Miss Ukraine, fordi sangen netop handler om at være sig selv og vise, at man har power.
Handler om at finde sin indre styrke
Norsk-italienske Alessandra er 20 år, og 'Queen of Kings' er hendes allerførste single.
Sangen blev udgivet i februar, da Alessandra stillede op i det norske Melodi Grand Prix, hvor hun i finalen vandt en overbevisende sejr med næsten en tredjedel af alle seerstemmerne.
Siden har sangen altså også opnået stor popularitet uden for Norges grænser, og har blandt andet været at finde på Spotifys liste over de mest hørte sange i Danmark.
Udover sit virale hitpotentiale, tror Alessandra selv, at sangens succes også skyldes den følelse, sangen giver til dem, der lytter.
- 'Queen of Kings' er en sang, der handler om at finde sin indre styrke. Den handler om den her dronning, som er smuk, men ikke perfekt, siger hun.
- Hun er ikke bange for at være ked af det eller gå igennem de svære ting i livet. Hun er stærk, hviler i sig selv og tør vise, hvem hun er, forklarer Alessandra om sangen, som hun selv har været med til at skrive.
Og sangens budskab har tilsyneladende ramt plet.
- Der er mange, der har skrevet til mig, hvordan sangen har hjulpet dem igennem svære tider. Blandt andet folk med kræft, der skriver, at sangen giver dem styrke til at kæmpe videre. Det er jo fantastisk, siger hun.
Norge er blandt årets vinderfavoritter
Tirsdag aften skal 'Queen of Kings' så på ny vise sin hit-styrke, når Alessandra går på scenen ved dette års første Eurovision-semifinale. Her skal hun forsøge at sikre Norge én af de ti billetter videre til lørdagens store finale.
Skal man tro bookmakerne, bliver det dog ikke noget problem. 'Queen of Kings' er nemlig lige nu én af årets store favoritter til at vinde årets Eurovision-trofæ.
Noget, der – ikke overraskende – glæder Alessandra.
- Det er jo superspændende! Det gør bare, at jeg har lyst til at give endnu mere af mig selv på scenen. Men jeg regner ikke med noget, for alt kan ske i sådan en konkurrence. Jeg må bare gøre det, så godt jeg kan, og så må vi se, hvad der sker.
Alessandra kan dog i hvert fald regne med point fra én særlig støtte; nemlig danske Reiley, der tidligere har fortalt, at 'Queen of Kings' er hans absolutte favoritsang i årets felt af Eurovision-deltagere.