Helt nye regler: Her er alt, du skal vide om semifinalen i Dansk Melodi Grand Prix 2020

Der er indført en ekstra runde i årets Grand Prix - og du kan være med til at vælge nogle af årets sange.

Den 7. marts skal danskerne finde den sang, der skal repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest.

Opdateret: Afstemningen i semifinalen sluttede fredag den 24. januar klokken 12:00.

Som noget helt nyt giver DR i år danskerne mulighed for at være med til at udvælge nogle af de sange, der skal dyste om trofæet, når Dansk Melodi Grand Prix 2020 ruller over skærmen 7. marts.

I år har DR nemlig valgt at udvide årets Grand Prix med en semfinale på radio og her på dr.dk, hvor DR's brugere kan være med til at sende tre semifinalesange videre til den store Grand Prix-finale.

I semifinalen dyster ni kunstnere og sange om en plads i finalen. DR's brugere sender tre sange i finalen, mens en jury uddeler yderligere to wildcards blandt de resterende sange.

Men hvem har udvalgt semifinalesangene, og hvordan foregår afstemningen? Herunder kan blive klogere på, hvordan Dansk Melodi Grand Prix 2020 er skruet sammen:

Hvem er med i Dansk Melodi Grand Prix 2020?

Traditionen tro skal ti sange deltage i finalen 7. marts i Royal Arena og dyste om at blive 'Vores sang'. Den sang der også skal repræsentere Danmark ved Eurovision.

Men udvælgelsen er ikke som den plejer. Fem – fortsat hemmelige – sange er på forhånd blevet tildelt en plads i finalen. De fem resterende skal findes via en semifinale.

Hvad går semifinalen ud på?

I semifinalen dyster ni sange om at komme med i finalen af Dansk Melodi Grand Prix 2020, og danskerne er med til at udvælge dem.

De ni sange er fordelt ud på tre såkaldte distriktsgrupper, der hver består af tre af DR’s i alt ni P4-distrikter. Der er tre sange i hver distriktsgruppe. Læs mere om, hvordan sangene er udvalgt længere nede.

I en afstemning på dr.dk kan brugerne i hver af DR’s P4-distrikter være med til at stemme én sang fra deres hjemdistrikts gruppe af sange videre til finalen i Dansk Melodi Grand Prix 2020. Én sang går videre fra afstemningen i hver af de tre distriktsgrupper.

Derudover vil en distriktsjury udvælge to wildcards ud af de tilbageværende seks semifinalesange, der ikke kvalificerede sig til finalen gennem afstemningen på dr.dk.

Således går i alt fem sange videre fra semifinalen: én fra hver af de tre grupper af distrikter udvalgt af brugerne på dr.dk samt to wildcards udvalgt af DR’s distriktsjury.

Hvordan foregår afstemningen på dr.dk?

Du kan være med til at bestemme, hvilke sange der skal videre til finalen, ved at deltage i afstemningen på dr.dk i denne uge. Afstemningen finder du på forsiden af dr.dk og her på dr.dk/grandprix.

Du kan kun deltage i afstemningen hos den gruppe af distrikter, som du bor i. Bor du til eksempel i Aarhus, hører du til hos P4 Østjylland, og derfor kan du kun stemme på sangene i gruppen bestående af distrikterne P4 Østjylland, P4 Nordjylland og P4 Midt & Vest. Hvilket distrikt, du hører til, bestemmes ud fra din IP-adresse.

Afstemningen er underlagt GDPR, så du skal godekende brugen af cookies, før du kan deltage i afstemningen.

Hvordan ved I, hvilket distrikt jeg hører til?

Din lokation bestemmes ud fra din IP-adresse.

Afstemningen placerer mig i det forkerte distrikt. Hvorfor?

Vi lokaliserer din placering ud fra din IP-adresse. IP-adresselokaliseringen er 95% korrekt. Det kan dog ske, at systemet lokaliserer dig et andet sted, end der, hvor du opholder dig hvis:

  • Du bruger en mobiltelefon. Her kan det variere, hvilken mast, din telefon er koblet op på.

  • Du bruger en arbejdscomputer. Sidder du for eksempel i København og arbejder for en koncern, hvis netværk er koblet op i Jylland, vil din IP-adresse vise Jylland og ikke København.

  • Du er tæt på grænsen mellem to distrikter. Hvis man logger ind tæt på grænsen mellem to forskellige distrikter, kan det variere, hvilket distrikt man bliver koblet op til.

  • Du har en it-leverandør der desværre ikke har registreret din IP-adresse på den korrekte geografiske lokation.

Hvis du bliver placeret i en forkert del af landet, så prøv disse to ting:

  • Du kan forsøge at logge på et andet netværk – så vil det i de fleste tilfælde fungere, hvis netværket bruger en anden IP.

  • Du kan forsøge at benytte din PC/Mac, hvis fejlen er på din mobil – eller omvendt.

Hvor kan jeg høre sangene?

Du kan høre sangene på dr.dk og dér, hvor du normalt streamer din musik.

Hvem har udvalgt sangene i semifinalen, og hvem sidder i distriktsjuryen?

DR har præsenteret et bredt udvalg af sange for en distriktsjury, der herefter har valgt de ni sange, der nu dyster om finalepladserne.

Juryen består af:

  • Sebastian Lind (P4 Fyn)

  • Jacob Hansen (P4 Syd)

  • Søren Krogh (P4 Trekanten)

  • Bryan Rice (P4 Sjælland)

  • Jonas Petersen aka Hymns from Nineveh (P4 København)

  • James Benedict Thomas (P4 Bornholm)

  • Laura Mo (P4 Nordjylland)

  • Julie Berthelsen (P4 Østjylland)

  • Marie Frank (P4 Midt & Vest).

Alle ni arbejder med musik til daglig.

Hvad er distriktsgrupper, og hvordan er de sammensat?

DR’s P4-distrikter er blevet inddelt i tre såkaldte distriktsgrupper:

  • Distrikterne i syd er sammen: P4 Fyn, P4 Syd og P4 Trekanten.

  • Distrikterne i øst er sammen: P4 Sjælland, P4 København og P4 Bornholm.

  • Distrikterne i nord er sammen: P4 Nordjylland, P4 Midt & Vest og P4 Østjylland.

Distriktsjuryen i hver gruppe har sammen udvalgt tre sange, der skal dyste om en plads i årets Grand Prix-finale.

Kan jeg stemme fra udlandet?

Nej, det er ikke muligt for personer bosiddende uden for Danmarks grænser at deltage i afstemningen.

Hvornår afsløres det hvilke sange, der går videre fra semifinalen?

Vi afslører de tre sange, som brugerne på dr.dk har stemt videre til finalen af Dansk Melodi Grand Prix 2020, fredag 24. januar kl. 16 her på dr.dk og på P4.

De to wildcards udvalgt af distriktsjuryen bliver afsløret 31. januar.

Hvornår kan jeg høre de fem sange, der allerede er i finalen?

De sange, der på forhånd er blevet tildelt en plads i finalen, vil blive udgivet 31. januar

Hvornår sendes Dansk Melodi Grand Prix 2020

Finalen af Dansk Melodi Grand Prix 2020 løber af stablen 7. marts i Royal Arena i København. Du kan følge show direkte fra kl. 20 på DR1 og DRTV.

Vil du selv deltage i festen, kan du stadig nå at købe billetter til showet her.