Hent din stemmeseddel til Dansk Melodi Grand Prix 2023

Årets største musikfest er lige om hjørnet, for på lørdag afholdes Dansk Melodi Grand Prix 2023 - Hent din stemmeseddel allerede nu.

Hent din stemmeseddel allerede nu, så du er klar til lørdagens Grand Prix-fest. (© DR)

På lørdag sender DR direkte fra Danmarks største dansegulv på DR1 og DRTV i Arena Næstved, så festen kan komme helt ud i de danske stueer - og ingen Grand Prix-fest uden en stemmeseddel! Her kan du hente din helt egen stemmeseddel til årets Grand Prix, så du kan afgive dine egne point på aftenen og finde din personlige vinder.

Du finder stemmesedlen her:

Hent din stemmeseddel her

Under lørdagens store musikfest kan du være med til afgøre, hvem der skal vinde Dansk Melodi Grand Prix og dermed repræsentere Danmark ved årets Eurovision Song Contest. Det kan du ved at deltage i afstemningen via sms eller DR Grand Prix-appen.

DR Grand Prix-appen findes både til iPhone, iPad og til Android-telefoner og -tablets. Søg på 'DR Grand Prix' i App Store eller Google Play.

Hvis du på forhånd har en favorit, så kan du allerede stemme på sangen. Det er dog kun i appen, at man kan stemme i ugen op til showet.

Dansk Melodi Grand Prix 2023 sendes direkte på DRTV og DR1 kl. 20:00 på lørdag den 11. februar. Hvis du ikke kan se med i fjernsynet, så har du stadig mulighed for at deltage i festlighederne på P4, hvor René Sabro og Anders Bisgaard varmer op til festen fra kl. 18:00 og sender hele showet fra kl. 20:00.