Her er Danmarks finaleplan: Anja skal passe på klistret lipgloss

DRs underholdningschef og den 21-sangerinde løfter sammen sløret for deres planer til Grand Prix-finalen.

(Foto: GLEB GARANICH © Scanpix)

- Missionen lykkedes. Hun kommer til at smadre Europa.

Der var ingen tvivl om, at den dansk-australske sangerinde Anja leverede en top præstationen i går aftes, da hun sikrede Danmark en finaleplads i årets internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest.

Det mener DRs underholdningschef, som har måttet se langt efter en dansk finaleplads de sidste par år.

- Vi er så meget tilbage på banen og kommer stærkt igen efter to år, hvor det er gået skidt. Det her er Grand Prix-historie, siger Jan Lagermand Lundme.

I løbet af det næste halvandet døgn skal Anja og den danske delegation forberede sig på finaleshowet, hvor 26 deltagere konkurrerer om Eurovision-trofæet og retten til at blive hyldet af hele verden.

DR har taget en snak om Danmarks finaleplaner med DRs underholdningschef og den 21-sangerinde.

Jan Lagermand Lundme, er der noget ved showet, som skal justeres, inden finalen går løs?

- Det vigtigste lige nu er, at give Anja al den ro, hun behøver, og gøre det, der er bedst for hende.

- Hvis hun kommer og siger, at vi intet skal lave om, så bliver der ikke lavet noget om. Kommer hun og siger, at hun godt kunne tænke sig at ændre noget, så vil jeg overveje det, siger DRs underholdningschef.

Han forklarer, at holdet også sætter sig ned og samlet ser Anjas optræden til semifinalen igennem flere gange.

Se øjeblikket, da Anjas hår sætter sig fast i lipglossen midt under semifinalen.

Anja, er der noget, som du vil ændre før finaleshowet?

- Mit hår satte sig fast i lipglossen, og mine høje hæle bliver ved med at sætte sig fast i kanten af min kjole, så det skal jeg først og fremmest passe på ikke sker igen, siger den danske Grand Prix-deltager.

- Og så var der et tidspunkt, hvor jeg kom til at gå for langt frem på scenen, det skal jeg også være opmærksom på, at det ikke sker igen.

Ifølge Anja selv er det altså kun småting, som skal justeres før det store show.

Jan Lagermand Lundme, det er vel ikke tilfældigt, at det lykkes nu? Hvad har I gjort for at få den her finaleplads?

- Vi har været taktiske i forhold til alle vores valg.

- Vi har analysere alt og set på, hvad det er, der skaber en Eurovision-vinder, siger DRs underholdningschef.

Han forklarer, at da de ti deltagere til det danske Melodi Grand Prix blev fundet, var et af de vigtigste udvælgelseskriterier, at de kunne klare sig internationalt, hvis de vandt og dermed skulle repræsentere Danmark til Eurovision.

Du har været i Ukraine i snart to uger, hvor showet afholdes – hvad tænker udenlandske fans, journalister og kommentatorer om Anja og den danske sang?

- Der er så god stemning omkring hende, og alle udråber hende som den bedste sangerinde, som overhovedet er med i Eurovision i år.

- Hun er jo i international klasse, siger Jan Lagermand Lundme.

Han ser derfor ekstra meget frem til finalen i morgen.

- Der bliver landskampstemning, og vi kan være stolte af Danmark.

- Vi går i hvert fald efter en top-fem placering, slutter Jan Lagermand Lundme.

Facebook
Twitter