Her er de første tre finalister i Dansk Melodi Grand Prix 2020

Kenny Duerlund, Ben & Tan og Sander Sanchez er klar til årets Grand Prix-finale.

Kenny Duerlund (tv.), Ben & Tan og Sander Sanchez har klaret sig videre fra årets Grand Prix-semifinale. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Ni er blevet til tre.

Gennem hele ugen har brugerne på dr.dk haft chancen for at være med til at udvælge tre finalesange i Dansk Melodi Grand Prix 2020, og nu er de første sange i startfeltet til årets største musikfest klar.

Semifinalen bestod af ni sange, og de tre, der er gået videre til finalen i Dansk Melodi Grand Prix 2020, er:

Kenny Duerlund - 'Forget It All'

Danskerne i distriksgruppe syd har valgt at sende Kenny Duerlund og hans sang 'Forget It All' videre til årets Grand Prix-finale. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Det kan godt være, at 28-årige Kenny Duerlunds Grand Prix-bidrag hedder 'Forget It All', men den 7. marts bliver nok en aften, som den unge sanger ikke glemmer lige forløbigt.

Dér skal han nemlig stå på scenen ved finalen i Dansk Melodi Grand Prix 2020.

Kenny Duerlund har vundet semifinaleafstemningen i distriktsgruppe Syd, som bestod af DR-distrikterne P4 Fyn, P4 Syd og P4 Trekanten.

- Hold kæft, hvor er det dejligt. Hold nu op, hvor er det skønt, lød det fra en overvældet Kenny Duerlund, da P4 overraskede ham med den gladelige nyhed.

- Jeg glæder mig rigitgt meget. Det (Grand Prix'et) har været en ting, som jeg i nogle år har tænkt: "Dét kunne være sjovt, det vil sgu gerne". Så det glæder jeg mig til!

Kunstnerne Jamie Talbot og Nick Jones var også med i semifinalen, men finalepladsen gik altså i sidste ende til den unge odenseaner og hans popbasker 'Forget It All'.

Hør 'Forget It All' her:

Ben & Tan - 'Yes'

Duoen Ben & Tan er finaleklar med 'Yes'. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

I distriktsgruppe Øst, der bestod af distrikterne P4 Sjælland, P4 Hovedstaden og P4 Bornholm, deltog SamSara, Søren Okholm og Ben & Tan i semifinalen.

I sidste ende var det duoen Ben & Tan og deres opløftende popnummer 'Yes', der fik flest stemmer.

Duoen, der består af 22-årige Tanne Amanda Balcells og 17-årige Benjamin Rosenbohm, mødte hinanden, da de begge deltog i sidste års udgave af X Factor, men nu har de slået pjalterne sammen i håbet om at kunne løfte Grand Prix-trofæet.

- Oh my lord! Jeg er ved at få et hjerteanfald. Ring efter en ambulance, lød det fra Tanne Amanda Balcells, da P4 overraskede hende og Benjamin Rosenbohm med nyheden om finalepladsen.

- Jeg har tudet hele dagen, jeg har ikke sovet hele natten, jeg har haft virkelig dårlig mave, jeg har været så nervøs. Nu skal jeg bare hjem og sove, lød det med et grin fra den kommende Grand Prix-stjerne.

- I er fucking seje, lød beskeden fra Benjamin Rosenbohm til de mange lyttere, der har stemt duoen i finalen.

Ben & Tans finalesang, 'Yes', er blandt andre skrevet af den svenske sangskriver Linnea Debb, der i 2015 var en af kræfterne bag den svenske Eurovision-vinder 'Heroes' fremført af sangeren Måns Zelmerlöw.

Hør 'Yes' her:

Sander Sanchez - 'Screens'

23-årige Sander Sanchez er klar til at indtage Grand Prix-scenen med sit bidrag 'Screens'. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

I distriktsgruppe Nord skulle danskerne i DR-distrikterne P4 Nordjylland, P4 Midt & Vest og P4 Østjylland stemme blandt tre semifinalesange leveret af MieLou, Sander Sanchez og Emil.

Ved afstemningens afslutning var der 23-årige Sander Sanchez og hans Grand Prix-bidrag 'Screens', der havde sikret sig flest stemmer.

- Er det rigtigt? Ej, hvor fedt!, lød det fra en noget overrasket Sander Sanchez, da en P4-journalist pludselig bankede på hans dør og fortalte ham, at han skal være med i årets Grand Prix-finale.

- Det er jo vanvittigt at få at vide, at jeg er videre til finalen. Det er megafedt at have arbejdet så hårdt på noget og givet sig selv så meget, og at folk så kunne lide det. Jeg er klar til at give den max gas og vise hele Danmark, hvad jeg dur til.

Sangen, der blandt andre er skrevet af svenske Jonas Thander, der tidligere har haft flere bidrag med ved Eurovision Song Contest, handler om tidens tendens til, at mange lever mere gennem skærmen end ude i virkeligheden.

Men nu får Sander Sanchez altså selv muligheden for at pryde de omdiskuterede mobil- og tv-skærme, når han den 7. marts deltager i årets Grand Prix-finale.

Hør 'Screens' her:

Flere finalesange på vej

De resterende seks deltagere kan stadig komme med i finalen, hvis de får ét af distriktsjuryens to wildcards. De er: Jamie Talbot, SamSara, Emil, Nick Jones, Søren Okholm og MieLou. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)
De resterende seks deltagere kan stadig komme med i finalen, hvis de får ét af distriktsjuryens to wildcards. De er: Jamie Talbot, SamSara, Emil, Nick Jones, Søren Okholm og MieLou. (Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Nu er de første tre sange altså klar til finalen i årets Melodi Grand Prix, men der er udsigt til at forkæle øregangene med endnu flere potentielle Grand Prix-vindere.

En særlig distriktsjury, udvalgt af DR, skal nemlig uddele to wildcards blandt de resterende seks sange fra semifinalen, der ikke vandt afstemningen blandt dr.dk's brugere - således går i alt fem sange videre fra årets semifinale.

De slutter sig til de fem - fortsat hemmelige - sange, der på forhånd er blevet tildelt en plads i finalen, der ruller over skærmen den 7. marts.

Læs mere om, hvordan årets Grand Prix er skruet sammen, her.

Hvilke sange, der får juryens wildcards, og hvem der gemmer sig blandt de fem forhåndsfinalister, løfter vi sløret for her på dr.dk den 31. januar.

Vil du selv med til årets Grand Prix-fest, så kan du købe billetter til det store show her.