Her er holdet, der skal sikre Danmark topplacering ved Eurovision

Et hold gæve vikinger skal synge kor for Danmarks Grand Prix-håb, Rasmussen, ved Eurovision Song Contest til maj.

Rasmussen omgivet af sine korsangere. Fra venstre: Daniel Firth, Gustav Emil Bresler, Jesper Paasch og Mads Engelhardt. (Foto: © Allan Hansen, Dr)

Om halvanden uge rejser den danske Grand Prix-vinder, Rasmussen, mod Portugals hovestad Lissabon, hvor han skal repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest.

Allerede tirsdag den 1. maj har den danske viking nemlig sin første prøve på den store Eurovision-scene.

Nu afslører DR så, hvem der skal bakke Rasmussen op som kor på Danmarks bud på en Eurovision-vinder, 'Higher Ground'.

Og der er tale om fem raske vikinger med store stemmer, som alle er vant til at optræde på scener rundt omkring i Danmark.

Daniel Firth Har i årevis optrådt og udgivet musik under sit kunstnernavn Dan Firth og er på vej med sin første ep.

Gustav Emil Bresler Forsanger i bandet Walk My Elephant, der har optrådt adskillige steder landet over, og som i 2015 udgav ep'en 'Toybox'.

Jesper Paasch Er uddannet skuespiller og har blandt andet medvirket i TV 2-serierne 'Rita' og 'Bedre skilt end aldrig' samt 'Historien om Danmark' på DR, hvor han spillede rollen som Harald Blåtand. Senest har han medvirket i de store musicalopsætninger 'Annie Get Your Gun' og 'Chess' på henholdsvis Det Ny Teater og i Tivoli i København.

Mads Engelhardt Har de seneste år spillet i et coverband, der har optrådt med numre af alt lige fra Johnny Cash til Beyoncé.

Anders Ørsager En af landets mest bruge sangcoaches og studielektor på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Tidligere medlem af a capella-gruppen Basix, der blev nummer to i Dansk Melodi Grand Prix 2001.

De fire førstnævnte kommer til at være synlige på scenen sammen med Rasmussen, mens Anders Ørsager af hensyn til koreografien kommer til at stå et andet sted på scenen.

God stemning på holdet

Det danske hold har de seneste uger haft travlt med sang- og koreografiprøver, og stemningen blandt de seks vikinger er rigtig god, fortæller Rasmussen.

- Det er virkelig nogle søde gutter, og samtidig er de nogle vildt dygtigere sangere. Så det er et skidegodt hold, vi har samlet, siger han og tilføjer:

- Og så er jeg jo bare så heldig, at jeg er forsanger - ellers var der ingen, der ville synes, jeg var interessant i den flok af lækre mænd.

Bookmakerne spår finaleplads

Rasmussen og hans fem vikingebrødre skal i første omgang på scenen ved den anden af de to semifinaler torsdag den 10. maj.

Her kommer de uden problemer til at avancere til den store finale to dage senere. Det er de internationale bookmakere helt sikre på.

Bookmakerne tipper nemlig Danmark til en femteplads i semifinalen, hvor de ti bedst placerede sange går videre.

Finalen lader ifølge bookmakerne til at blive et opgør mellem Israel, Bulgarien og Tjekkiet.