Her er juryen til Dansk Melodi Grand Prix 2014

Grand Prix-legenden Jørgen de Mylius og nogle af landets dygtigste musikere skal være med til at finde vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2014.

Cutfather var en del af juryen til sidste års danske Grand Prix. Dér gav han Emmelie de Forest maksimum-point. Mon han også kan spotte vinderen, når han på lørdag er med til at bedømme dette års ti danske Grand Prix-sange?

Det bliver nogle af Danmarks fremmeste musikere og producere, samt Grand Prix-legenden Jørgen de Mylius, der sidder med halvdelen af magten, når vi på lørdag skal finde vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2014. Det kan dr.dk/grandprix i dag afsløre.

Den såkaldte fagjury udgøres af føromtalte Jørgen de Mylius samt Cutfather, Chief1, Søs Fenger og Camille Jones.

De har 50 pct. af magten i den indledende afstemningsrunde og i finalen, mens den anden halvdel afgøres af seerne derhjemme.

Cutfather og Chief1 har som sangskrivere og producere fingeren på pulsen og ved, hvad der rør sig i musikkens verden.

Rasmus Ladefoged

Fingeren på pulsen

Underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged er yderst tilfreds med sammensætningen af juryen:

- Jørgen de Mylius er på mange måder indbegrebet af Dansk Melodi Grand Prix. Søs Fenger og Camille Jones kan bidrage med deres solide erfaringer som sangerinder, og Cutfather og Chief1 har som sangskrivere og producere fingeren på pulsen og ved, hvad der rør sig i musikkens verden.

Og ét af årets jurymedlemmer - nemlig Jørgen de Mylius - havde bestemt fingeren på pulsen sidste år, hvor han også sad i juryen, og var med til at stemme Emmelie de Forest og 'Only Teadrops' til tops. Det var dog først da han sad i salen, at han vidste, at Emmelie havde, hvad der skulle til:

- Ét er at have et lydbillede, noget andet er at se det live. Så det var først i salen, jeg blev klar over det, siger Jørgen de Mylius til dr.dk/grandprix.

Har samlet det bedst mulige hold

Om fagjuryen igen i år kan spotte en international Grand Prix-vinder blandt de danske solister kan kun tiden vise. Men nu har man i hvert fald samlet de bedste kræfter til opgaven:

- Sammen er juryen et meget stærkt hold af fageksperter, som kan give en kompetent, professionel og nuanceret vurdering af årets ti Grand Prix-sange, lover Rasmus Ladefoged.

Dansk Melodi Grand Prix sendes live fra Arena Fyn nu på lørdag kl. 20 på DR1.

  • Jørgen de Mylius har beskæftiget sig med musik det meste af sit liv. Han har været vært og tilrettelægger på en lang række radio- og tv-programmer og har desuden udgivet flere musikbøger - deriblandt én om Dansk Melodi Grand Prix, som han selv har været vært, tilrettelægger og kommentator ved i mere end 30 år.
  • Camille Jones debuterede som sangskriver og sangerinde i 2000 med singlen 'Nothing Comes from Nothing' fra albummet Camille Jones. Albummet indbragte hende en nominering som Årets Danske Sangerinde til Danish Music Awards i 2001. Siden da er det blevet til yderligere tre albums. Senest 'Did I Say I Love You' fra 2011. Også internationalt har Camille Jones gjort sig bemærket. Blandt andet har hun ligget foran navne som Madonna og Miss Elliot på de amerikanske hitlister med sangen 'The Creeps' fra 2007.
  • Søs Fenger har siden sin debut som sangerinde i midten af 1980'erne været et af de mest succesfulde navne i dansk musik. Hendes første solo-album, 'Vinterdage' fra 1989, solgte i over 150.000 eksemplarer, og siden da er det blevet til hele 11 albums og masser af hits som 'Holder øje med dig', 'Du er', 'Koldt Udenfor' og 'Inderst Inde'. I 1991 vandt hun en Grammy som årets rocksangerinde.
  • Chief1 (aka. Lars Pedersen) er producer, sangskriver og DJ og var med til at starte Rockers By Choice i 1987. Han har arbejdet sammen med nogle af de største danske kunstnere som Outlandish, Sanne Salomonsen og Kim Larsen. Som sangskriver har han deltaget tre gange i Dansk Melodi Grand Prix. Senest i 2012, hvor han sammen med Remee og Isam Bachiri førte Soluna Samay til sejr med vindersang 'Should've Known Better'.
  • Cutfather har produceret store internationale hits som Mark Morrisons 'Return of the Mack' (1996) og Jamelias 'Superstar' (2003). Sidstnævnte indbragte ham en Ivor Novello Award for den mest spillede sang i Storbritannien det år. Han har desuden arbejdet sammen med kunstnere som Kylie Minoque, Christina Aguilera, Pussycat Dolls, Westlife og Robyn. Han blev for alvor et kendt ansigt i Danmark, da han optrådte som dommer i X-Factor i 2011.