Her er svenskernes Grand Prix-hemmelighed

Dansk Grand Prix-spion infiltrerer Melodifestivalen i Gøteborg.

(Foto: Olle Kirchmeier © SVT)

Formand for den danske Grand Prix-fanklub Johann Sørensen er draget til Gøteborg for at finde hemmeligheden bag svenskernes succes indenfor Eurovision. Fem gange har svenskerne vundet i alt, og fire af sejrene er hjemtaget siden 1984.

Mørket er ved at sænke sig, mens Stena Danica fredag aften smugler mig ind i Gøteborg via søvejen. Fra færgen begiver jeg mod land, sidste forhindring inden jeg kan sætte mine fødder i Europas mest Grand Prix-euforiske land, er tolden.

Her er det måske mit held, at jeg ikke ligner en typisk smugler-svensker. Da jeg passerer den mandlige svenske tolder, har han travlt med at konfiskere nogle svenske unge gutters lidt for gavmilde indkøb af drikkevarer fra ombord på færgen.

Dermed kan jeg begynde mit to dages spiontogt hinsidan, her jeg vil forsøge at finde svaret på hvad hemmeligheden er bag svenskernes store succes indenfor Grand Prix'et.

After Dark

Et par timer efter min ankomst til Sveriges næststørste by sætter jeg kursen mod Rondo ved Liseberg. Her har jeg opsnappet at draggruppen After Dark optræder. After Dark har deltaget flere gange i Melodifestivalen blandt andet med sangen 'La Dolce Vita', og nej det er ikke en opskrift fra Spise med Price. Derimod er det et af de største hit, Melodifestivalen har fostret i nyere tid. Desværre vandt de to "damer" ikke dengang i 2004, men måtte nøjes med en tredjeplads.

Mit største chok da jeg ankommer til Rondo, er sammensætningen af publikum. Når After Dark optræder, viser især danserne bar hud i rigelige mængder. Det har dog ikke forhindret Gøteborgs grå guld i at valfarte til aftenens forestilling. Det forrygende show byder både på numre med Loreen og Danny, men det er også et show med kant og kontante holdninger, om at gud elsker alle, også selvom to personer af samme køn gifter sig med hinanden.

De populære svenske drags i After Dark (Foto: Johann Sørensen © Privatfoto)

Efter to timers fantastisk underholdning må jeg kapitulere. After Dark kan både synge, danse og servere svensk humor, som selv jeg forstår. Egentligt er det naturstridigt, at en draggruppe som After Dark kan tiltrække så bredt et sammensat publikum, som de gør denne fredag aften, men hvor er det utroligt livsbekræftende at være vidne til!

Svenskerne elsker Jensens Bøfhus

Næste dag lørdag er store Melodifestival-dag her i Gøteborg. I byens store arena Scandinavium med plads til 10.000 tilskuere, skal vores naboer finde to finalister til finalen i Friends Arena i Stockholm.

Ved morgenmaden bladrer jeg dagens aviser igennem. I Gøteborg Posten fylder Melodifestivalen mindst. "Sølle" tre sider har avisen afsat til aftenens delfinale. Efter morgenmad og avislæsning begiver mig ud i storbyen.

På overfladen ligner Gøteborg fuldstændig en dansk større by som Aarhus eller Aalborg. Her er både Jensens Bøfhus, Jack & Jones,Synoptik, Vero Moda, Fætter BR og Netto. Ved Jensens Bøfhus er køen så lang, at den fortsætter flere hundrede meter ud på gaden. Måske den danske restaurantkæde bør overveje at åbne nogle flere restauranter i Gøteborg?

Netop her i centrum i hjertet af byen ved Kungstorget falder mine øjne på noget, der er helt aldeles udansk. En række af store Melodifestival-flag er hejst, som et symbol på den enorme betydning sangkonkurrencen har her i Sverige. Efterfølgende går jeg ind i en musikbutik. Igen her fanger mine øjne logoet for Melodifestivalen. Her i butikken kan du ligefrem forhåndsreservere årets Melodifestival-cd, de svenskere er åbenbart helt ellevilde med Melodifestivalen - men hvorfor?

Stor gavmildhed med vareprøver

Efterhånden nærmer tiden sig for aftenens show i Scandinavium, som er den anden delfinale ud af fire. Udenfor den kæmpestore arena lyser Melodifestival-skilte op, og viser mig vejen det sidste stykke, til en festival der til de i alt seks shows samt generalprøver sammenlagt har over 150.000 gæster!

Indenfor i den kilometerlange foyer byder alverdens boder mig velkommen. Jeg kan prøve lykken ved lykkehjulet, synge Melodifestival-karaoke, og jeg kan blive stylet, så jeg ligner en af aftenens deltagere, og få det hele foreviget på et foto. På min vej gennem foyeren har jeg fået uddelt alverdens vareprøver, så det er ganske overflødigt at investere i lidt sødt til showet. Det har Melodifestivalens hovedsponsorer sørget for ganske kvit og frit.

Til sidst ender jeg ved en stand der sælger alverdens Melodifestival-merchandise. Her er T-shirts, huer,, hatte, LED lys med Melodifestvalens farver, børnetøj og meget mere. Det er tydeligt, at se Melodifestivalen er blevet en kæmpe industri, hvor hovedsponsorer som Marabou, Telia, Statoil, Telia og Volvo er den økonomiske ryggrad for så stort et show, der hvert år besøger seks byer.

Går bananas til Sean Banan

Et par minutter i kl. 20.00 er stemningen ved at nærme sig kogepunktet inde i Scandinavium, lige om lidt blænder SVT op for et show der vil blive set af næsten fire millioner svenske seere. Jeg har overværet de seneste 13 danske finaler som publikum, men her i arenaen hvor Kirsten & Søren sang 'Sku du spørg' fra no'en' i 1985, går publikum helt bananas især til Sean Banans sang Copacabanana, der lyder som en dårlig kopi af O-Zones sommerplage fra 2004 'Dragostea Din Tei' og den svenske banan får familiefædre iklædt sølvpaillet hatte til at give den gas og svinge med hofterne.

Igen er det bemærkelsesværdigt, hvor bredt sammensat publikum er. Her er børnefamilier, unge og ældre. Med sin musik, spænding og fremragende pauseunderholdning formår Melodifestivalen at samle hele Sverige. Især er jeg vild med, at værterne konsekvent spiller en aktiv rolle i åbningsnummeret og pauseunderholdningen, det gør at hele showet, bliver bundet sammen på en fabelagtig og kreativ måde, samtidig med at de to værter på en elegant måde tager gas på hinanden og hele Melodifestivalen.

Som publikum er det en fornøjelse at være vidne til den uhøjtidelige stemning der hersker fra start til slut. Måske en kvindelig stand-up komiker som medvært kunne være med til at udfordre den højtidelige forudsigelighed, der præger de danske værters sammenspil i vores eget Melodi Grand Prix?

Melodi Grand Prix er big business

Anden delfinale i Scandinavium er nået til vejs ende, og endnu to finalister er fundet, og jeg er i den grad blevet underholdt. Mit lille spiontogt nærmer sig dermed slutningen, og svaret på hvad der er hemmeligheden bag svenskernes Eurovisions-succes rummer flere lag.

Først og fremmest er Melodifestivalen blevet en stor forretning, hvor sponsorer gør det muligt for SVT, at turnerer i seks uger med det store show. Det er også tydeligt at se på de høje seertal, at konkurrencen så godt som fanger alle svenskere.

Desuden får sangdysten enormt meget omtale i de svenske medier, og derudover er det også en kendsgerning at, mange kendte svenske musikere nærmest står i kø for at få lov til at være med i konkurrencen, fordi Melodifestivalen er forbundet med meget prestige, og måske allervigtigst af alt så er en deltagelse lig med øgede salgstal for de deltagende kunstneres næste albumudgivelser og øger chancen for at få flere spillejob hen over sommeren.

Ingen berøringsangst

Kort sagt er hemmeligheden bag svenskernes Eurovisions-succes pengestærke sponsorer, og trods konkurrence fra hundredvis af tv-kanaler, internet og flere net-streamingtjenester, så har Melodifestivalen i 2013 et lige så godt tag i svenskerne, som Matador havde i danskerne i 1980'erne og endelig så har de svenske musikere ingen berøringsangst overfor konkurrencen.

Så på alle niveauer (SVT, sangere, komponister, fans og sponsorer) går svenskerne ind i konkurrencen med blod, sved og tårer. Det er en yderst interessant og underholdende oplevelse at være vidne til som dansker, og jeg glæder mig allerede til at sætte kursen mod Stockholm til finalen i Melodifestivalen, der for første gang afholdes i Friends Arena, hvor Melodifestivalen med 25.000 publikummer vil sætte ny tilskuerrekord.

Facebook
Twitter