Herning vært for det største Grand Prix nogensinde

Når værterne lørdag 26. januar byder velkommen til Dansk Melodi Grand Prix 2013, bliver det foran det største publikum i konkurrencens historie. Billetsalget er i gang.

Det er tredje gang, den midtjyske hovedstad er værter for Melodi Grand Prix, men første gang det foregår i Boxen, hvor stjerner som Lady Gaga, Justin Bieber og Rihanna har stået, og hvor også X Factor-finalen fandt sted i år. Billetsalget er i gang. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Når værterne lørdag 26. januar siger godaften og velkommen til Dansk Melodi Grand Prix 2013, bliver det foran det største publikum i konkurrencens lange historie.

Det bliver nemlig Jyske Bank Boxen i Herning, der lægger rammer til det store popbraget, kan dr.dk/grandprix nu fortælle, og her er plads til op mod 15.000 gæster.

- Dansk Melodi Grand Prix er det ældste eksisterende tv-program, vi har i DR. Det er ældre end TV Avisen, så vi skal passe godt på det. Derfor er det helt på sin plads at hylde musikken i omgivelser, hvor rekord mange danskere kan få adgang til at opleve showet live, siger Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm til dr.dk/grandprix.

Tredje gang i Herning - men aldrig før i Boxen
Det er tredje gang, den midtjyske hovedstad er værter for Melodi Grand Prix, men første gang det foregår i Boxen, hvor stjerner som Lady Gaga, Justin Bieber og Rihanna har stået, og hvor også X Factor-finalen fandt sted i år.

Og i Herning ser glæder man sig til igen at få besøg af Grand Prix-karavanen.

- Det store DR-show skaber liv, fest og farver, og jeg ved, at mange gode lokale kræfter vil arbejde sammen for at skabe en stor oplevelse for både borgerne, publikum og de deltagende kunstnere, siger byens borgmester, Lars Krarup.

- Sådan var det sidste gang, Melodi Grand Prix var på besøg hos os, og vi har siden fået endnu mere erfaring med store events, så jeg ser frem til en stor folkefest Byen vil byde på en lang række musikalske aktiviteter til januar i ugen op til det danske Grand Prix. Og festen fortsætter, for lørdag efter 2. februar er der finale i børnenes MGP samme sted.

Svensk sejr smitter af i Danmark
Interessen for Dansk Melodi Grand Prix er stor i år. Hele 692 bud på en vindersang nåede at komme med i puljen, da DR havde afleveringsfrist 24. september, hvilket er rekord i nyere tid.
Ole Tøpholm mener, at en del af forklaringen er, at det europæiske Grand Prix finder sted lige på den anden side af Øresund i Malmø til maj.

- Den svenske sejr har betydet en fornyet entusiasme omkring Dansk Melodi Grand Prix. For når svenskerne kan, kan vi også. Derfor glæder jeg mig til, at vi kan tage kampen op i den danske finale, hvor vi skal have valgt sangen, som har Europas fedeste omkvæd, siger Grand Prix-kommentatoren.

Billetter til Dansk Melodi Grand Prix 2013 kan købes fra 12. oktober 2012 via Billetnet.dk, på posthuse og MCH Billetsalg i Herning Kongrescenter, tlf. 9926 9708. Showet sendes direkte på DR1 lørdag 26. januar.

Værtsbyer for Dansk Melodi Grand Prix

  • 2013: Herning, BOXEN
  • 2012: Aalborg, Gigantium
  • 2011: Ballerup, Ballerup Super Arena
  • 2010: Aalborg, Gigantium
  • 2009: Herning, Messecenter Herning
  • 2008: Horsens, Forum Horsens,
    semifinaler i DR Byen
  • 2007: Horsens, Forum Horsens,
    semifinaler i Holstebro Musikteater og Aalborg Kultur- og Kongrescenter
  • 2006: Aalborg, Gigantium
  • 2005: Horsens, Forum Horsens
  • 2004: Aarhus, Atletion
  • 2003: Intet Dansk Melodi Grand Prix
  • 2002: København, Cirkusbygningen
  • 2001: Herning, Messecenter Herning