Hitduo overrasker med atypisk Grand Prix-sang: 'Det er måske lidt uvant at stille op med en skilsmissesang'

Maja Og De Sarte Sjæle er blandt deltagerne ved Dansk Melodi Grand Prix 2020.

Maja Og De Sarte Sjæle består af Timo Mastrup-Andersen og Maja Rudolph. (Foto: Kristian Brasen)

Skilsmissetraumer og en rockelskende teenager i Vejle.

Ja, det lyder ikke umiddelbart som de vanlige ingredienser i en klassisk Grand Prix-sang.

Ikke desto mindre er det netop de råvarer, som duoen Maja Og De Sarte Sjæle smed i gryden, da de skrev nummeret 'Den eneste goth i Vejle', som de stiller op med i Dansk Melodi Grand Prix 2020.

Nummeret, der er skrevet af Timo Mastrup-Andersen, der sammen med Maja Rudolph udgør den danske duo, er nemlig en "skilsmissesang set fra børnenes perspektiv".

- Når vi går fra hinanden, handler det ofte meget om de voksne, og vi har en tendens til at glemme børnene, der får revet hele deres fundament itu, når forældrene bryder - hvilket senere kan skabe den identitetskrise, mange oplever i deres ungdomsår, siger Maja Og De Sarte Sjæle.

Hør 'Den eneste goth i Vejle' her:

0:00

Duoen ved godt selv, at skilsmisse måske er et lidt atypisk emne i Grand Prix-sammenhæng:

- Det er måske lidt uvant at stille op med en skilsmissesang, men faktum er, at 51 procent af alle par bliver skilt, så det er i hvert fald noget, rigtig mange danskere kan relatere til.

Duoen har tidligere deltaget i DR's KarriereKanonen, som i sidste ende skaffede dem deres første pladekontrakt og affødte radiohittet 'Uden dig', der er blandt andet er blevet spillet heftigt på P4.

Nu bytter Maja Og De Sarte Sjæle så radioen ud med tv-skærmen, når de den 7. marts deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2020,som du kan følge direkte på DR1 og DRTV.