Husker du ham? Alexander Rybak satte rekord i Grand Prix - på lørdag kan han gøre det igen

Norske Alexander Rybak er pludselig blevet en af storfavoritterne til at sejre i årets Eurovision.

(Foto: Thomas Hanses © dr)

Han står bag en af de allerstørste sejre nogensinde i Eurovision Song Contest, norske Alexander Rybak.

For i 2009 blev han på en aften hele Europas violinspillende darling, da han vandt popkonkurrencen i suveræn stil med nummeret 'Fairytale'.

I år er den nu 31-årige nordmand så tilbage i Eurovision, hvor han skal forsøge at blive den blot anden kunstner i Eurovisions 63 år lange historie, der løber med sejren to gange. Det har kun irske Johnny Logan hidtil formået.

Alexander Rybaks bud på en Grand Prix-vinder anno 2018 hedder 'That's How You Write A Song' og vandt ganske overlegent det norske Melodi Grand Prix tidligere på året.

Forud for prøverne til årets store, internationale finale, som i år afholdes i Portugals hovedstad, Lissabon, var der ikke mange, der troede på den norske charmetrold.

Men efter prøverne har bookmakerne nu sænket oddsene på en norsk sejr drastisk, og Alexander Rybak er nu pludselig en af de helt store favoritter til at løbe med trofæet lørdag i næste uge.

Se et klip fra Norges anden prøve på scenen i Lissabon her.

  • (Foto: Thomas Hanses © EBU)
  • (Foto: Thomas Hanses © EBU)
  • (Foto: Thomas Hanses © EBU)
1 / 3

Hamrende effektiv

Den danske Eurovision-kommentator, Ole Tøpholm, der har overværet alle landenes prøver i Lissabon, forstår godt, hvorfor der pludselig er opstået en hype omkring det norske bidrag.

- Det en utrolig catchy melodi, og sangen er hamrende effektivt leveret på scenen. Nummeret fremstår utroligt frisk og utroligt positivt sammenlignet med mange af de andre bidrag, siger Ole Tøpholm og fortsætter:

- Det er meget klassisk i Eurovision, at der bliver vendt op og ned på favoritterne, når først kamera- og lydprøverne begynder, og i år må man sige, at Norge er den helt store højdespringer.

Juryerne den store forhindring

For to måneder siden lå Norge blot nummer 22 hos bookmakerne, men i skrivende stund ligger Alexander Rybak nummer to - og er tæt på at puste storfavoritten, Netta fra Israel, i nakken.

Skal det lykkes Alexander Rybak at skrive sig ind i Grand Prix-historien med to sejre, er der dog især én udfordring, han skal overvinde, mener Eurovision-kommentator Ole Tøpholm.

- Det er en meget lettilgængelig popsang, der primært taler til publikum hjemme i sofaerne. Så det skal blive spændende at se, om fagjuryerne rundt om i Europa - som jo står for 50 procent af stemmerne - synes, det er godt, musikalsk håndværk. Hvis de gør det, ja så har nordmændene absolut gode chancer for at vinde i år, siger han.

Med 387 point satte Alexander Rybak i 2009 rekord i det daværende pointsystem, da han sikrede Norge landets tredje Eurovision-sejr med 'Fairytale'. (Foto: Denis sinyakov © Ritzau Scanpix)

Alexander Rybak selv er meget fåmælt om sin pludselige favoritstatus og har blot sagt følgende til NRK.

- Det, som betyder noget for mig, er, at vi får en god respons på det, vi har arbejdet så hårdt på.

Norge og Alexander Rybak deltager ligesom Danmark i den anden Eurovision-semifinale torsdag den 10. maj.

Den første semifinale sendes allerede tirsdag den 8. maj, mens den store finale afvikles lørdag den 12. maj.

Alle tre shows kan ses på DR1 og DR TV fra klokken 21.

Facebook
Twitter