I dag løftes sløret: Hvem bliver international Grand Prix-vært?

På et pressemøde i dag klokken 11 løfter DR sløret for, hvem der bliver vært til Eurovision Song Contest 2014.

Så er det lige op over: I dag klokken 11 sætter DR navn og ansigt på værten - eller værterne - til Det Internationale Melodi Grand Prix 2014.

I en presseinvitation skriver DR, at værtskabet netop er faldet på plads, efter at man har givet sig tid til at finde ud af, hvem der var rigtig til at løse den ekstraordinære opgave.

Spændingen bliver udløst ved et pressemøde i Odd Fellow Palæet i København, og dermed er det slut med over et halvt års spekulationer og navnelege.

Du kan følge pressemødet live med tv og tekst-opdateringer fra klokken 10.30 her på dr.dk/grandprix.

Pressemødet bliver styret af DR-vært Tine Gøtzche, og foruden værten - eller værterne - vil også Eurovision-cheferne Pernille Gaardbo og Jan Lagermand Lundme være tilstede i Odd Fellow palæet.

Rygterne om, hvem Eurovision-værten - eller værterne - bliver, har svirret nærmest lige siden Danmark vandt Eurovision Song Contest 2013 i Malmö sidste år.

Blandt andet har navne som Sidse Babett Knudsen, Nikolai Lie Kaas, Christiane Schamburg-Müller og DR-værten Lise Rønne været oppe at vende i spekulationerne hos ugebladene og aviserne BT og Ekstra Bladet.

For et par uger siden blev værterne til Dansk Melodi Grand Prix 2014 i øvrigt offentliggjort: Det er Jacob Riising og Louise Wolff, der styrer slagets gang den 8. marts, hvor Danmark finder en kombattant til Eurovision Song Contest 2014.

Facebook
Twitter