Israel vil undgå politisk konflikt: Vrager overraskende hovedstad som vært for Grand Prix

Det bliver Tel Aviv, der skal danne rammen om Eurovision 2019 - stik imod, hvad Israels premierminister tidligere har meldt ud.

Da israelske Netta i maj vandt Eurovision, bød hun fra scenen hele Europa velkommen til Jerusalem i 2019. Næste års værtsby er dog blevet en helt anden. (Foto: Pedro Nunes © Scanpix)

Når den næste udgave af Eurovision Song Contest løber over alverdens tv-skærme i maj 2019, bliver det fra den israelske kystby Tel Aviv.

Det bekræfter det europæiske radio- og tv-samarbejde EBU, European Broadcasting Union, på sin hjemmeside.

Og det er stik imod, hvad Israel ellers selv lagde op til, da de tidligere i år vandt verdens største musikkonkurrence for fjerde gang.

Knap havde den israelske sanger Netta løftet sejrstrofæet oven på triumfen, før hun glædestrålende bød hele verden velkommen til Jerusalem i 2019.

Lyt til Nettas vindersang 'Toy', mens du læser videre.

Også landets premierminister, Benjamin Netanyahu, annoncerede hurtigt, at byen ville komme til at danne rammen om 2019-udgaven af konkurrencen.

- Eurovision kommer til Jerusalem næste år, og vi er stolte over at skulle være vært, sagde premierministeren dagen efter Nettas sejr.

Tvunget til at sadle om

Sådan skulle det dog ikke gå.

Netanyahu har været tvunget til at sadle om i forhold til sine første udmeldinger.

Lisanne Wilken, lektor i Europastudier, Aarhus Universitet

- Netanyahu har været tvunget til at sadle om i forhold til sine første udmeldinger, som også var meget mærkelige, mener Lisanne Wilken, lektor i Europastudier på Aarhus Universitet.

- Israel vandt Melodi Grand Prix, landet havde jubilæum, og Donald Trump annoncerede USAs ambassadeflytning til Jerusalem på næsten samme tid. I den forbindelse var Israel meget tydelige på, at det skulle være Jerusalem, der skulle være Eurovision-værter, og alle vi andre kunne bare pakke sammen.

- Men allerede i juni var han ude at sige, at man ikke ville blande sig politisk i valget af værtsby. Allerede der var slaget tabt, siger Lisanne Wilken.

Nu er det så blevet officielt, at næste års konkurrence skal foregå i Tel Avivs International Convention Center 14., 16. og 18. maj.

Tel Aviv Convention Center skal danne rammerne om næste års Eurovision. (© KAN/IPBC)

Wilken mener, at EBU, der har forhandlet værtsbyen på plads med Israels public service-kanal, 'har haft en interesse i, at det ikke blev i Jerusalem.'

- Tel Aviv er simpelthen det mindst kontroversielle bud på en værtsby.

Øget fokus på musikken

DR's Eurovision-kommentator, Ole Tøpholm, synes, det er positivt for konkurrencen, at man har valgt Tel Aviv.

- Ved at vælge Tel Aviv undgår man, at konkurrencen drukner fuldstændig i politik. Nu får man et øget fokus på musik og konkurrence, og det er rart, mener Tøpholm, der har kommenteret Eurovision på DR1 siden 2011.

- Tel Aviv har ikke den samme religiøse betydning som Jerusalem. Det er derimod Israels festby, strandby og ambassadeby. Det er en by, hvor der er fest og gang i den, så set ud fra det synspunkt, er Tel Aviv det helt oplagte valg som værtsby, uddyber Tøpholm.

Kunstnere vil boykotte konkurrencen

Inden annonceringen af værtsby nåede protesterne mod Israels værtskab ellers de helt høje klinger, da 140 kunstnere fra hele verden i et indlæg i den britiske avis The Guardian i weekenden opfordrede til, at deltagerlandene boykotter næste års Eurovision i sympati med Palæstina.

Blandt de 140 underskrivere er 13 danske kulturpersonligheder.

De mest prominente danske navne er skuespillerne Jesper Christensen og Anne Marie Helger samt musikeren Rasmus Poulsen, bedre kendt under kunstnernavnet Raske Penge.

Man kan ikke holde det i Israel og så ikke forvente, at der skal snakkes om, hvordan Israel behandler sin befolkning.

Raske Penge, musiker

- Jeg elsker musik, og det er fedt at have en konkurrence, og det skal man også bare have; men man kan ikke holde det i Israel og så ikke forvente, at der skal snakkes om, hvordan Israel behandler sin befolkning, sagde han til Aftenshowet i tirsdags.

Man skal dog ikke forvente, at Danmark trækker sig fra næste års Eurovision. Det har DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, allerede meldt ud.

- Danmark er med, fordi Eurovision handler om alt muligt andet end at skabe splid. Eurovision handler om at samle Europa, og derfor er vi med. Vi er med ligegyldigt hvilket land, det måtte være, der er værter, sagde han tidligere på måneden til dr.dk.

Israel vil altid være kontroversiel

Lektor Lisanne Wilken forklarer, at det altid har været kontroversielt, at Israel er med i Melodi Grand Prix, og at landet nu efter al sandsynlighed vil bruge Eurovision til at lave en public diplomacy-øvelse.

- Israel vil simpelthen bruge Eurovision som en scene for at vise, at de hører sammen med Europa, forventer hun.

Det har man blandt andet også gjort ved at have valgt en værtsby, der er positivt stemt over for homoseksuelle, idet konkurrencen har en stor, homoseksuel fanskare, mener Ole Tøpholm.

Folk fejrer Israels Eurovision-sejr tidligere i år på Rabin-pladsen i Tel Aviv. (Foto: STRINGER © Scanpix)

- Man skal ikke glemme, at det er Mellemøstens homohovedstad. Hvert år afholder byen én af verdens største prideparader, og man har tradition for et åbent og frit homomiljø. Også på den måde er Tel Aviv noget helt, helt andet end Jerusalem, siger han.

Wilken stemmer i:

- Hver gang Israel har vundet Eurovision, har der efterfølgende været tale om boykot. Og hver gang de alligevel har holdt det, har de gjort et stort nummer ud af at placere sig som en del af et europæisk værdifællesskab. Men det vil altid være en konflikt med store følelsesmæssige og politiske rødder i Europa.