Jacob Andersen

Jacob Andersen har papir på, at han er stjerne - han vandt den ultimative omgang Stjerne for en aften i 2004 med sin fortolkning af 'Hey Jude'.

Om solisten

Jacob Andersen har faktisk papir på, at han er stjerne - han vandt suverænt den ultimative omgang Stjerne for en aften i 2004 med sin prægtige fortolkning af Hey Jude - men trods stjernestatus havde han alligevel ikke lige set sig selv i et Melodi Grand Prix.

"Men da jeg hørte sangen - og da jeg samtidig fik signaler om, at Dansk Melodi Grand Prix er på vej i en ny og spændende retning, så syntes jeg, det kunne være spændende at prøve", siger Jacob Andersen, der både har udgivet tre albums siden Stjerne for en aften-tiden, spillet et hav af koncerter og bl.a. været opvarmning for sit store idol John Fogerty på en turné. I øjeblikket arbejder han på et nyt album sammen med sit band.

"Jeg har altid været fascineret af Melodi Grand Prix. Og jeg glæder mig til at få oplevelsen og prøve mig selv af i den sammenhæng - især nu hvor der er blevet plads til noget med kant og flere eksperimenter", siger Jacob Andersen.

Om sangskriverne

Nummeret han skal synge er skrevet af Thomas, Jeppe og Morten Reil - tre musikalske brødre, der siden de var små har spillet og skrevet musik. Indtil for tre år siden havde de hver deres musikalske karrierer - men senest har de arbejdet målrettet på sammen at skrive musik til andre kunstnere.

Morten er uddannet lærer og journalist, han spiller saxofon - men bruger primært sin tid på tekst og sangskrivning. Jeppe bruger også meget tid på sangskriveriet med brødrene, men spiller også guitar og synger, mens Thomas er pianist og sangskriver, bl.a. for bandet Circles. Og så har han spillet sammen med mange danske kunstnere fra Karen Busk til Claus Hempler - og også med Grand Prix-kongen over alle, Johnny Logan.