Jasmin Gabay 'Kiss Like This'

Jasmin Gabay synger sang nummer 2, 'Kiss Like This', i Dansk Melodi Grand Prix 2019. Mød Jasmin Gabay her.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

I efteråret charmerede hun de danske tv-seere med sine farverige kreationer og sit sprudlende humør, da hun bagte sig hele vejen til finalen i 'Den store bagedyst'.

Men selvom 31-årige Jasmin Gabay, der er opvokset i København og i dag bor i Søborg sammen med sin treårige søn, har en stor passion for at bage, så er det først og fremmest musikken, hun lever af.

Og det er hun klar til at give Danmark en smagsprøve på, når hun går på scenen i Boxen med sang nummer 2, 'Kiss Like This'.

Jasmin har sunget siden barnsben og har optrådt med alt fra jazz over gospel til bigband-musik. Hun har tidligere været en del af ensemblet på Wallmans i København - og i december sang hun kor for superstjernen Mariah Carey, da hun optrådte med sine julekoncerter i Danmark og Sverige.

I 2017 smagte hun desuden på Grand Prix’et for første gang, da hun var en del af koret, der bakkede Anja op på det danske bidrag 'Where I Am' ved Eurovision Song Contest i Ukraine.

I dag er Jasmin fast korsanger for den danske hitsanger Patrick Dorgan, og hun er samtidig i gang med skabe sig en solokarriere.

Første skridt på dén rejse bliver deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix, hvor hun glæder sig til at fyre den 'mega meget af' med latinpop-sangen 'Kiss Like This'.

- Sangen handler om et helt særligt kys. Og så lyder den lige præcis, som, jeg synes, en ægte Grand Prix-sang skal lyde; den har en god energi, den er sjov, og den byder op til en kæmpefest, siger Jasmin.

Lyt til 'Kiss Like This' her.

Facebook
Twitter