Kom med til festen efter Grand Prix

Efter Grand Prix'et holdt stjernerne fest i Arena Fyn. Læs, hvordan det var her.

Birthe Kjær havde skiftet den røde kjole ud med en sort til aftenens nattefest (Foto: Michael Søndergaard © DR)

Når vinderen bliver udnævnt, slukkes der for de fleste fjernsyn hjemme i stuerne. Men i Arena Fyn fortsætter festen. Her holdes nemlig en eksklusiv efterfest for solister, kendisser og andre medvirkende til Dansk Melodi Grand Prix 2014.

Der blev danset til henrik Millings funky toner (Foto: Michael Søndergaard © DR)

Arena Fyn var blevet forvandlet til en natklub af de bedre. Henrik Milling, kendt fra Musikquizzen, spillede op til dans, og den opfordring var der flere der tog i mod.

Dog ikke Birthe Kjær, der i aftenens show optrådte med andre Grand Prix-legender på scenen. Da Birthe Kjær gik på scenen til showet, modtog hun, aftenens vel nok største bifald for sangen 'Vi maler byen rød'.

Men kan 'Vi maler byen rød' fra 1989 vinde Dansk Melodi Grand Prix anno 2014?

Birthe Kjær havde skiftet den røde kjole ud med en sort til aftenens nattefest (Foto: Michael Søndergaard © DR)

- Det tror jeg ikke. Den sang hører jo en helt anden tid til. Men det er jo en klassiker, og derfor virker den stadig, siger Birthe Kjær.

Basim var favorit fra begyndelsen

Flere af gæsterne til festen gik og nynnede et lille scu-bi-dub-dub-di-da-dig fra aftenens vindersang 'Cliche love Song' med Basim.

Morten Østergaard fra de Radikale var med til efterfest (Foto: Michael Søndergaard © DR)

- Basim vandt med flere klichéers forspring, siger skatteminister Morten Østergaard, der har haft Basims 'Cliche Love Song' som favoritsang siden han hørte første sekund af den.

Da Basim kom til efterfesten for at synge 'Cliche Love Song' gik selskabet da også fuldstændig amok og der blev skrålet godt med på omkvædet.

Odense har stået sammen om det her

Det er første gang i 23 år at Odense er værtsby for Dansk Melodi Grand Prix. Hele byen har været pyntet op med lyserøde Grand Prix-stjerner i gadebilledet. Og fynboerne er stolte af aftenen. Jim Lyngvild, der er modekommentator og forfatter og som bor på det 'hjemmedesignede' vikingeslot Ravnsborg på det sydvestlige Fyn er stolt af Odense, er stolt af sine øfæller her til aften.

Jim Lyngvild er stolt af Odense her til aften (Foto: Michael Søndergaard © DR)

- Grand Prix er en folkefest, og det har det virkelig fået lov til at blive her i Odense. Hele Odense har jo stået sammen om det her, og det var altså ikke sket, hvis det var blevet holdt i København eller i Herning, siger Jim Lyngvild.