Konen kunne ikke få luft - men Rasmussen tager Grand Prix-sejr med jysk ro

Hvordan er manden bag det store, røde skæg egentlig? Vi spurgte Grand Prix-vinderen Rasmussens hustru.

Rasmussen optrådte med sin vindersang til nattefesten, efter Grand Prix'et var slut. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Lørdag aften kom hele Danmark på efternavn med vikingen Rasmussen, da han vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Higher Ground'.

Men for hans hustru, Mia Mimi Flodager, hedder han bare Jonas.

Og det var en stolt hustru, der lørdag aften overværede sin mand blive udråbt som Danmarks nye Grand Prix-vinder i Gigantium i Aalborg.

- Jeg kunne næsten ikke trække vejret til sidst, da afgørelsen faldt. Men jeg troede selvfølgelig på ham hele vejen. Fra han trådte ind på scenen og åbnede munden første gang, fornemmede man, at han havde helt styr på det. Og han nailede den hver gang. Det var helt fantastisk at se ham på scenen, jeg er så stolt af ham, siger Mia Mimi Flodager.

Besidder en fantastisk ro

Mia Mimi Flodager og Jonas Flodager Rasmussen har været gift i to år og har sammen to døtre på henholdsvis 5,5 år og 14 måneder.

Adspurgt om, hvad hun værdsætter mest ved sin mand, svarer Mia Mimi Flodager prompte:

- Jeg elsker hans fuldstændigt rolige gemyt, hans knusende ro. Hvor jeg synes, det er overvældende med al den her opmærksomhed på vores lille familie, så tager han det hele med jysk sindighed og helt ro i maven. Det er typisk for ham, siger hun og fortsætter:

- Derudover er han et varmt menneske med et meget skarpt blik for sine omgivelser. Han er en helt fantastisk mand.

Skal hoppe rundt på stuegulvet

Lige efter sejren lørdag aften stod den på masser af interviews med pressen for den nyslåede Grand Prix-vinder, så det blev kun til et kort kys og kram for Mia Mimi Flodager.

Nu ser hun bare frem til, at familien kan fejre sejren sammen om nogle dage, når der er faldet lidt mere ro på.

- Jeg glæder mig til, at vi kan hoppe euforisk rundt på stuegulvet derhjemme sammen med vores piger.