Konfetti, ild og vikingeskibe: Se alle Grand Prix-optrædenerne her

Følg med i den store popfest, og se alle aftenens optrædener, når Dansk Melodi Grand Prix 2018 løber af stablen.

  • Sang 1: Ditte Marie - 'Riot' (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 02: Anna Ritsmar - 'Starlight' (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 03: Rasmussen - 'Higher Ground'. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 04: Sannie - 'Boys On Girls' (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 05: Sandra - 'Angels To My Battlefield' (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 06: Lasse Meling - 'Unfound' (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 07: CARLSEN - Standing Up For Love (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 08: KARUI - Signals
  • Sang 09: Rikke Ganer-Tolsøe - Holder Fast I Ingenting (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
  • Sang 10: Albin Fredy - Music For The Road (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)
1 / 10

Et af musikårets allerstørste konfettikanoner et netop blevet skudt af, og Dansk Melodi Grand Prix 2018 er i gang.

Mere end 6000 feststemte tilskuere sidder klar i Gigantium i Aalborg, når aftenens 10 artister dyster om sejren - og ikke mindst æren af at repræsentere de danske farver ved årets Eurovision Song Contest der finder sted til maj i Lissabon.

Her i artiklen kan du hele aftenen følge med i det store show og se alle aftenens Grand Prix-bidrag, når de én efter én indtager scenen.

Du kan også se showet live på DR1 og i DRTV.

Eurovision-hymne åbner showet

Årets show blev åbnet af Aalborg Symfoniorkester, der spillede den velkendte Eurovision-hymne. 'Te Deum', som stykket hedder, blev oprindeligt skrevet af komponisten Marc-Antoine Charpentier og er i dag nærmest synonym med Grand Prix-stemning.

Sang 01: Ditte Marie - Riot

Den første på scenen ved aftenens store musikfest var Ditte Marie der med sangen 'Riots' bød på fest og kærlighedsoptøjer. Hun har tidligere deltaget i Dansk Melodi Grand Prix i både 2011 og 2012, men uden at vinde. Måske tredje gang er lykkens gang for Ditte Marie?

Sang 02: Anna Ritsmar - Starlight

Aftenens andet bidrag kom fra den bare 17-årige Anna Ritsmar, der indhyldet i stjerner indtog scenen. Hendes sang 'Starlight' er skrevet af komponisten Lise Cabble, som blandt andet også stod bag den danske Eurovision-vinder 'Only Teardrops' fra 2013.

Sang 03: Rasmussen - Higher Ground

Rasmussen tog hele Gigantium med på et vaske ægte vikingetogt, da han som aftenens tredje artist gik på scenen med sit vikinge-inspirerede Grand Prix-nummer 'Higher Ground'.

Sang 04: Sannie - Boys On Girls

Sangerinden Sannie storhittede tilbage i halvfemserne med sangen 'Saturday Night' under kunstnernavnet Whigfield. I aften scorede hun sig et vaske ægte Grand Prix-hit, da hun gik på scenen med sit nummer 'Boys On Girls'.

Sang 05: Sandra - Angels To My Battlefield

Aftenens femte bidrag stod sangerinden Sandra for. Med sin følelsesladede ballade 'Angels To My Battlefield' sendte hun kuldegysninger gennem Gigantium - og måske også ude i stuerne?

Sang 06: Lasse Meling - Unfound

Sejtte artist på scenen var Lasse Melling. Den unge popcharmør fyrede den af på scenen med sit Grand Prix-bidrag 'Unfound'.

Sang 07: Carlsen - Standing Up For Love

De tre færøske søstre i trioen Carlsen stod for aftenens syvende bidrag. Sammen fremførte de tre søstre sangen 'Standing Up For Love' og sendte en kærlighedsstorm gennem Gigantium i Aalborg.

Sang 08: KARUI - Signals

Med charme, selvtillid - og i dén grad - lækkert hår startede KARUI en sand fest i Gigantium, da hun gik på scenen med sit moderne take på et Grand Prix-bidrag, r&b-nummeret 'Signals'.

Sang 09: Rikke Ganer-Tolsøe - Holder Fast I Ingenting

Aftenens niende bidrag stod Rikke Ganer-Tolsøe for. Hendes bidrag 'Holder Fast I Ingenting' er blandt andre skrevet af sangerinden Clara Sofie Fabricius, der opdagede Rikke på Instagram under hashtagget '#sangerinde' - men i aften var Instagram-feedet byttet ud med Grand Prix-scenen for Rikke.

Sang 10: Albin Freddy - Music For The Road

Aftenens sidste Grand Prix-bidrag stod Albin Freddy for. Med hans cowboy-inspirerede popbasker 'Music For The Road' skød han for alvor festen i Gigantium i gang.

Hvem løber med sejren?

Alle aftenens 10 bidrag har været på scenen, og nu er det op til seerne og fagjuryen at bestemme, hvem der løber med sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2018.