Legender gør comeback til Dansk Melodi Grand Prix

Dansk Melodi Grand Prix får et kraftigt skud nostalgi nu på lørdag. Både Kirsten & Søren, Birthe Kjær og Rollo & King skal nemlig på scenen.

(Foto: Claus Bjørn Larsen/Bjarne Bergius Hermansen © Scanpix/DR/Type 1)

For mange er de selve personificeringen af Melodi Grand Prix - og nu gør Kirsten & Søren, Birthe Kjær og Rollo & King alle comeback til Dansk Melodi Grand Prix.

Lørdag aften står de tre tidligere danske Grand Prix-vindere på scenen i Arena Fyn for at sætte fuldt tryk på nogle af de bedste Grand Prix-numre, Danmark har haft.

- Grand Prix'et har betydet utroligt meget for mig. Der skete så meget i kølvandet på at være med. Jeg gik fra at være dansktop- til Grand Prix-sangerinde, fortæller Birthe Kjær til dr.dk/grandprix.

"Det er fest og farver"

Kirsten Siggaard, der sammen med Søren Bundgaard repræsenterede Danmark ved Det Internationale Melodi Grand hele tre gange i løbet af 1980'erne (1984, 1985 og 1988), glæder sig til at være med i Grand Prix'et igen.

- Det er fest og farver, og det er skønt med nostalgi, siger Kirsten Siggaard.

Hun håber, at danskerne vil fokusere på den gode sang, når vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2014 skal findes. Efter hendes mening var det nemlig det stærke fokus på den gode sang, der gør, at mange den dag i dag kan synge med på Grand Prix-sangene fra 1980'erne:

- I gamle dage, hvor konkurrencen ikke var så stor, var det sangen, det handlede om. Hvis det er for meget show, så husker du ikke sangen og melodien, mener Kirsten Siggaard.

For stort og pumpet

En anden af mellemactets deltagere, Søren Poppe fra Rollo & King, der sikrede Danmark en flot andenplads på hjemmebane i 2001, synes også, at der i dag er for meget fokus på show i Grand Prix'et:

- Det er blevet mere banebrydende og uden rammer. Grand Prix'et er blevet mere 'show', frem for det, som det egentlig burde handle om.

Birthe Kjær, der repræsenterede Danmark i 1989 med den sidenhen legendariske 'Vi maler byen rød', synes også, at fokus først og fremmest bør være på den gode sang:

- Hele stilen, også i Det Internationale Grand Prix, er blevet lidt mere stor og 'pumpet op'. Det er måske bare mig, der savner den lille, stille sang og bredden i Grand Prix'et. Jeg synes ikke der er så meget bredde mere.

Grand Prix må gerne udvikle sig

Emmelie de Forest og 'Only Teardrops', der sidste år sikrede Danmark sin tredje Eurovision-sejr, er dog en undtagelse:

- Det var en flot sang, vi havde med sidste år. Og det er også én, man kan huske.

Og Birthe Kjær synes da også kun det er godt, at Grand Prix'et flytter sig:

- Når vi på lørdag står og synger vores gamle sange, så er det fordi, de er blevet klassikere - ligesom én af de nye måske bliver. Man må gerne flytte sig.

Facebook
Twitter