Leonora 'Love Is Forever'

Leonora synger sang nummer 9, 'Love Is Forever', i Dansk Melodi Grand Prix 2019. Mød Leonora her.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © dr)

Hun er bare 20 år gammel, men har allerede vundet et hav af priser - på isen vel at mærke.

Der er dog intet, der tyder på, at årets yngste deltager, Leonora Colmor Jepsen, der i Grand Prix-sammenhæng blot kalder sig ved sit fornavn, kommer på glatis, når hun går på scenen i Boxen med sang nummer 9, 'Love Is Forever'.

Leonora, der er født og opvokset i Hellerup, nord for København, hvor hun stadig bor i dag, er nemlig vant til at være i spotlightet og skulle præstere sit allerbedste, når det virkelig gælder.

Siden hun var syv år, har hun dyrket skøjteløb, og det har blandt andet resulteret i tre titler som Junior Danmarksmester samt deltagelse i både de nordiske mesterskaber og VM for juniorer.

I dag skøjter Leonora ikke længere på eliteniveau, men hun arbejder i stedet som skøjtetræner og koreograf. Og så har hun fuldt fokus på sin anden store passion - musikken.

I årevis har hun skrevet sine egne sange, som hun har optrådt med på caféer, biblioteker og ved intimkoncerter på gymnasiet, som hun dimitterede fra sidste sommer.

Nu er hun så i gang med at indspille en række af sine sange, som, hun håber, munder ud i et album.

Allerførst gælder det dog deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix, og her ser hun frem til at fremføre et moderne bud på en klassisk vise i form af 'Love Is Forever'.

- Kærlighed er noget universelt, som er i alle mennesker og mellem alle mennesker - og altid vil være der. Det er det, sangen handler om. Selvom der foregår grimme ting rundt omkring i verden, vil kærligheden altid være der til at skabe håb, optimisme og binde folk sammen, siger Leonora.

Lyt til 'Love Is Forever' her.

Facebook
Twitter