Leonora overraskede alle med flot placering i Grand Prix-finalen: 'Jeg er SÅ tilfreds!'

Publikum sang med fra første linje, siger en begejstret dansk deltager efter afgørelsen i Eurovision.

Danske Leonora blev spået til at ende omkring en 12. plads i den store Grand Prix-finale lørdag aften - og det var nøjagtig, hvad hun gjorde. Og hun er godt tilfreds med sin indsats samt afstemningens resultat. (Foto: Philip Davali)

- Jeg er SÅ tilfreds! Jeg synes, vi har gjort det rigtigt godt, både til finalen i dag og juryfinalen i går.

Sådan lyder det fra en lettet Leonora, der lørdag aften repræsenterede Danmark i Eurovision Song Contest 2019 i værtsbyen Tel Aviv i Israel.

Her dystede i alt 26 lande om sejren, og efter en nervepirrende afstemning måtte det samlede felt måtte se sig slået af storfavoritten Duncan Laurence fra Holland.

Danmarks Leonora endte på en 12. plads. En placering, der overraskede mange, som slet ikke havde regnet med, at vi ville komme i finalen.

- Det er cirka, hvad vi er blevet spået til, så vi er godt tilfredse - og det er godt at kunne leve op til forventningerne. Jeg kunne virkelig mærke, at publikum sang med fra første linje - det var fantastisk! Nu skal vi bare feste og og hygge os, udtaler den 20-årige sanger efter det flere måneders hårde arbejde.

DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, er også begejstret efter resultatet:

- Jeg er utrolig glad og ikke mindst stolt over Leonora og hele holdets præstation i aften. Jeg synes, Leonora virkelig strålede på scenen. At komme mellem de 12 bedste ud af 41 lande er fantastisk flot, siger han.

- Selvfølgelig ville vi gerne have været i top 10, men heldigvis får vi en chance igen til næste år. Vi skal bare fortsætte de gode takter, vi er inde i med Dansk Melodi Grand Prix. Jeg vil gerne sige tak til Leonora for det fantastiske arbejde i de sidste par måneder, afslutter han.

Se Leonoras reaktion efter finaleshowet lørdag aften. Video: Christian Ellegaard.

Facebook
Twitter