Leonora, S/M-vanvid og kæmpe pophits: Se det bedste fra den store Grand Prix-finale

Der var kamp mellem storfavoritterne, da Eurovision-finalen løb af stablen. Se de bedste optrædener her.

  • Lørdag aften løb årets Eurovision Song Contest-finale af stablen i værtsbyen Tel Aviv. Aftenen bød på rørende ballader, nitter og metal og storslåede popbaskere - og ikke mindst favoritterne fra Sverige (t.v.), Australien (i midten) og Island (t.h.). (Foto: Thomas Hanses © EBU)
  • Aftenens første deltager Michela sang Maltas bidrag 'Chameleon'. (© EBU)
  • Albaniens repræsentant Jonida Maliqi sang den dramatiske 'Ktheju tokës' flankeret af flammer. (© EBU)
  • Lake Malawi repræsenterede Tjekkiet med sangen 'Friend of a Friend'. (© EBU)
  • Tyske S!sters sang den storslåede 'Sister'. (© EBU)
  • Ruslands Sergey Lazarev leverede et af aftenens mest pompøse sceneshows til sangen 'Scream'. (© EBU)
  • Danmarks Leonora sang smilende og selvsikkert hittet 'Love Is Forever', og publikum i Tel Aviv kvitterede med lysende mobiltelefoner, korsang og stort bifald. (© EBU)
  • Serhat fra San Marino sang 'Say Na Na Na'. (© EBU)
  • Tamara Todevska sang Nordmakedoniens Eurovision-bidrag 'Proud'. (© EBU)
  • Svenske John Lundvik var en af årets storfavoritter med sangen 'Too Late for Love', som han leverede sammen med fire korsangerinder. (© EBU)
  • Zala Krallj & Gasper Santl fra Slovenien så hinanden dybt i øjnene, mens de sang 'Sebi'. (© EBU)
  • Cyperns Tamta satte gang i Eurovision-festen med ørehængeren 'Replay'. (© EBU)
  • Aftenens storfavorit, hollandske Duncan Laurence, sang balladen 'Arcade' og blev bifaldet højlydt af publikum i Tel Aviv. (© EBU)
  • Katerine Duska sang Grækenlands bidrag 'Better Love' flankeret af et af aftenens mest farverige sceneshows. (© EBU)
  • Årets værtsland, Israel, blev repræsenteret af Kobi Marimi og sangen 'Home' - en flødet ballade, som ikke var blevet spået store vinderchancer. (© EBU)
  • Keiino, som repræsenterede Norge med 'Spirit in the Sky', bød både på nordlys, dansabel popmusik og samisk jodlen. (© EBU)
  • Storbritannien blev repræsenteret af Michael Rice og sangen 'Bigger Than Us', som faktisk er skrevet af Sveriges deltager John Lundvik. (© EBU)
  • Islandske Hatari er blevet spået gode chancer med sangen 'Hatrið mun sigra', som de leverede selvsikkert på Eurovision-scenen iklædt latex, læder og nitter til den store metal-medalje. (© EBU)
  • Victor Crone, som egentlig er fra Sverige, repræsenterede Estland med sangen 'Storm'. (© EBU)
  • Hvideruslands repræsentant, 16-årige Zena, som er årets yngste deltager, har forsøgt at charmere fans og journalister med gratis merchandise og goodie bags i Tel Aviv. I finalen sang hun 'Like It'. (© EBU)
  • Chingiz repræsenterede Aserbajdsjan med ørehængeren 'Truth'. (© EBU)
  • Bilal Hassani sang Frankrigs bidrag 'Roi' - en sang, som handler om friheden til at være dén man er - og klæde sig, som man vil. (© EBU)
  • Italiens Mahmood med sangen 'Soldi' var udråbt som en af favoritterne op til finalen. (© EBU)
  • Serbien: Nevena Bozovic 'Kruna' Som det 23. bidrag på scenen i finalen var 24-årige Nevena Bozovic og powerballaden ‘Kruna' Serbiens bud på en Eurovision-vinder i år. (© EBU)
  • Charmetrolden Luca Hänni sang og dansede det schweiziske bidrag 'She Got Me' med en af finalens sidste optrædener. (© EBU)
  • Kate Miller-Heidke fra Australien bød på højtflyvende operapop med 'Zero Gravity'. (© EBU)
  • Spanien lukkede ballet med Miki og sangen ‘La Venda' - og en pærevælling af mærkelige gimmicks og dimser på scenen. (© EBU)
1 / 27

Lørdag aften dystede i alt 26 lande om at kunne kalde sig vinder af Eurovision Song Contest 2019 - og ikke mindst om æren af at være vært for næste års brag af en sangkonkurrence.

Ti lande fra hver af de to semifinaler, der blev afholdt tirsdag og torsdag, heriblandt Danmark - og seks forhåndskvalificerede lande, inklusive årets værtsland, Israel.

Se nogle af højdepunkterne fra finaleshowet i videoerne herunder - samt alle aftenens deltagere i billederne øverst i artiklen.

Malta: Michela, 'Chameleon'

Den 18-årige X Factor-vinder Michela åbnede ballet på scenen som aftenens første deltager i Eurovision Song Contest 2019.

Malta har aldrig før vundet konkurrencen, men har i år chancen med den baile funk-inspirerede popbasker 'Chameleon'.

Malteserne havde haft store problemer med den projektor-skærm, de havde med på scenen, og har afprøvet talrige forskellige udgaver af deres sceneshow op til finalen. Optrædenen forløb dog uden de store udfordringer.

Tjekkiet: Lake Malawi, 'Friend of a Friend'

Gruppen Lake Malawi repræsenterede Tjekkiet med indiepop-sangen 'Friend of a Friend'.

I Tjekkiet blev årets Eurovision-bidrag udvalgt på en hjemmeside, hvor seks udvalgte sange blev lagt op, og så kunne Grand Prix-fans fra både Tjekkiet og udlandet ellers stemme på deres favorit.

Vinderen blev afsløret i en Facebook-live-udsendelse sendt fra et halvmørkt mødelokale hos tjekkisk tv. Ikke just meget fest og konfetti, men det siger heldigvis ikke noget om kvaliteten af sangen.

Rusland: Sergey Lazarev, 'Scream'

Sergey Lazarev fra Rusland var også med i konkurrencen i 2016, hvor han scorede sig en tredjeplads med sangen 'You Are The Only One' - et resultat, som russerne langt fra var tilfredse med.

I år vendte han stærkt tilbage med 'Scream' og et af aftenens mest pompøse sceneshows.

Danmark: Leonora, 'Love Is Forever'

Hele Danmarks Leonora gjorde sin entré på scenen ved Eurovision Song Contest-finalen som aftenens sjette deltager.

Her sang hun Danmarks bidrag, Grand Prix-hittet 'Love Is Forever', som hun og hendes danser og korsangere tidligere på ugen havde leveret så flot ved anden semifinale i årets værtsby Tel Aviv, at det kvalificerede dem til finalen.

Og på trods af et sceneshow med både stiger og en gigantisk stol, forløb den danske repræsentants optræden endnu engang nøjagtig, som den skulle.

Publikum i Tel Aviv kvitterede med lysende mobiltelefoner, kor og stort bifald.

Nordmakedonien: Tamara Todevska, 'Proud'

Balkanlandet Makedonien skiftede for nyligt navn til Nordmakedonien, og landets første Grand Prix-repræsentant under den nye titel var sangerinden Tamara Todevska.

Hun sang balladen 'Proud', som er en hyldest til kvinder og piger i alle aldre.

Nordmakedonien viste sig at være en stor favorit blandt juryen.

Sverige: John Lundvik, 'Too Late For Love'

Sverige, som har formået at vinde Eurovision i alt seks gange, er igen i år blandt de absolutte storfavoritter.

Sangeren John Lundvik repræsenterede vores blågule naboer med popsoul-baskeren 'Too Late For Love' - flankeret af glitrende korsangerinder.

Holland: Duncan Laurence, 'Arcade'

Hollandske Duncan Laurence og hans ballade ‘Arcade’ er årets absolutte storfavorit - og blev da også bifaldet højlydt af Eurovision-publikummet i Tel Aviv.

Løber han med sejren, er det første gang i 44 år, at Holland vinder konkurrencen.

25-årige Duncan Laurence har tiltrukket sig en del opmærksomhed på grund af musikvideoen til hans Grand Prix-bidrag, hvori han svømmer nøgen rundt under vand.

Norge: Keiino, 'Spirit in the Sky'

Vores norske naboer bød både på nordlys, dansabel popmusik og samisk jodlen med 'Spirit in the Sky'. Det var gruppen Keiino, der repræsenterede Norge, som har vundet Eurovision i alt tre gange.

Ved gårsdagens juryfinale, hvor fagjuryerne rundt omkring i Europa afgiver sine stemmer, gik det galt for gruppen, da de gik på scenen. Først gik skærmen pludselig i sort, inden der febrilsk blev klippet fra det ene forkerte kameraskud til det andet, indtil producerne igen fik styr på teknikken.

Det var dog ikke til at mærke på gruppen ved aftenens finaleshow.

Island: Hatari, 'Hatrið mun sigra'

Det S/M-inspirerede techno-metal band Hatari har sendt chokbølger gennem Eurovision-verden med deres provokerende facon og vilde outfits, der primært består af latex, læder og nitter til den store metal-medalje.

Gruppen er også kommet i stormvejr på grund af deres politiske holdninger. De har nemlig ikke lagt skjult på, at de ikke støtter op om et Eurovision på israelsk jord.

Det til trods er Islands Hatari blevet spået gode chancer i aftenens finale, og de leverede da også en selvsikker optræden med sangen 'Hatrið mun sigra'.

Aserbajdsjan: Chingiz, 'Truth'

Aserbajdsjan har i år sendt Chingiz med den storslåede ørehænger 'Truth' til Eurovision-finalen.

Promoveringen af sangen har primært bestået af halvnøgne photoshoots og sveddryppende træningsvideoer, og det lader til at have givet pote.

Aserbajdsjan anses nemlig af mange for at være én af finalefeltets såkaldte dark horses, der måske kan vise at klare sig bedre, end mange havde forventet.

Frankrig: Bilal Hassani, 'Roi'

19-årige Bilal Hassani repræsenterede selvsikkert Frankrig med sangen 'Roi' på scenen i Tel Aviv.

Selvom Hassani identificerer sig som mand, så er han ikke bange for at gå med makeup, kjoler og ekstravagante parykker - og det er netop friheden til at være dén, man er - og klæde sig, som man vil - som Frankrigs Grand Prix-bidrag handler om.

Italien: Mahmood, 'Soldi'

Forud for årets konkurrence var italienske Mahmood en af favoritterne til at løbe med sejren i år.

På scenen leverede han selvsikkert den medrivende 'Soldi'.

Schweiz: Luca Hänni, 'She Got Me'

Charmetrolden Luca Hänni sang og dansede det schweiziske bidrag 'She Got Me' med en af finalens sidste optrædener.

Det er blot tredje gang i 13 år, at Schweiz er med i en Eurovision-finale, og hiver Luca trofæet hjem i aften vil det være første gang, at alpelandet vinder konkurrencen siden en vis Celine Dion sejrede tilbage i 1988.

Australien: Kate Miller-Heidke, 'Zero Gravity'

Kate Miller-Heidke understregede titlen på Australiens bud på en Eurovision-vinder, opera-popsangen 'Zero Gravity', ved at svinge rundt på scenen på elastiske stænger med sine to dansere, alle iklædt overdådige glitterkjoler.

Eurovision All Stars

De fem tidligere Eurovision-deltagere, Østrigs Conchita Wurst, Sveriges Måns Zelmerlöw, Cyperns Eleni Foureira, Verka Serdyuchka fra Ukraine og israelske Gali Atari leverede et storslået medley. Her overraskede det europæiske publikum ved at synge hinandens sange.

Netta Barzilai, 'Nana Banana'

Sidste års israelske Eurovision-vinder Netta Barzilai gik på scenen i gult strutskørt og sang sin nye single 'Nana Banana'.

Facebook
Twitter