Lige inden Grand Prix-finalen: Journalister forlader arena af frygt for sikkerhed

En række nordiske medier har valgt at flytte deres folk væk fra Eurovision-arenaen efter brud på sikkerheden.

- Jeg føler mig fortsat tryg, siger Leonora, efter at en række journalister har valgt at forlade pressecentret i Tel Aviv. (Foto: AMIR COHEN © Scanpix)

Flere medier dropper at dække lørdagens Eurovision Song Contest fra selve presserummet ved arenaen i Tel Aviv i Israel, fordi de finder sikkerheden for dårlig. Det gælder blandt andet svenske Aftonbladet og nyhedsbureauet TT samt norske VG.

- Jeg forventer højere sikkerhed på et verdensarrangement som dette, der også foregår i et uroligt område, siger Karin Schmidt Hellsing, redaktionschef hos Aftonbladet, til TT.

Flere danske medier som Ekstra Bladet, BT, Ritzau og DR's egen TV Avisen er fulgt trop og har valgt at flytte deres journalister.

- Her er ikke nogen kaos eller panik. Men da flere af vores skandinaviske kolleger forlod pressecentret, så valgte vi også at gå. Vi vil i stedet se showet fra et sted nær arenaen, siger TV Avisens udsendte, Mette Hybel.

To mænd fik adgang til arena

Beslutningen kommer, efter at to mænd torsdag lykkedes med at komme ind i et afspærret område ved arenaen.

European Broadcasting Union (EBU), som står for afviklingen af showet, bekræfter, at den ser med alvor på sagen.

Men EBU mener, at sikkerhedsniveauet stemmer overens med den lokale lovgivning og unionens egne krav. Det skriver EBU i en mail til Aftonbladet.

Forud for afviklingen af showet i Tel Aviv kom spørgsmålet om sikkerhed også op.

EBU henvendte sig direkte til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Det skyldtes, at der på det tidspunkt manglede en del af finansieringen.

Siden har både Israel og EBU lovet, at sikkerheden er høj. Sikkerheden for tilskuere, ansatte og deltagere prioriteres højt, lyder det.

Leonora: 'Jeg føler mig tryg'

DR's Grand Prix-general, underholdningschef Jan Lagermand Lundme er ikke bekymret ved situationen.

- Jeg tager det rimeligt afslappet. Vi lægger os op ad EBU, og de er ikke kommet med nogen udmelding om, at der skulle være et problem, siger han.

- Det står journalisterne frit for, hvor de vil dække showet fra. Vi i den danske delegation har følt os trygge hele vejen igennem og er slet ikke bekymrede, fortæller Lundme.

Den danske deltager ved Eurovision 2019, Leonora Colmor Jepsen, er tryg ved sikkerheden, selvom der har været sikkerhedsbrud, og flere medier har forladt området.

- Det vidste jeg slet ikke, der havde været, men jeg ved, at sikkerheden er der rigtig godt styr på, så jeg føler mig fortsat tryg, siger hun.

Følg med i årets finale i Eurovision Song Contest 2019 i aften på DR1 og DR TV fra klokken 21.

/Ritzau/TT og DR

Facebook
Twitter