Masser af selvtillid inden Grand Prix-finalen: Danmark går top 10 i aften

DRs underholdningschef tror på det bedste danske Eurovision-resultat i fire år.

Alle sejl er sat til, når danske Rasmussen og hans vikinger i aften indtager den store scene i finalen i årets Eurovision Song Contest.

Og spørger man DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, så har han store forventninger til et flot, dansk resultat i aften.

- Den prøve, drengene lavede i aftes, var den bedste optræden, de overhovedet har haft. Den sad lige i skabet. Og det er klart, at det skruer forventningerne ekstra højt op. Så jeg håber og tror på - og krydser alt, hvad jeg kan for - at vi ender i top 10 i aften, siger han.

Halvdelen af stemmerne er afgivet

Den prøve, som underholdningschefen refererer til, er den såkaldte juryprøve - altså det show, hvor de internationale juryer, som sidder på 50 procent af det samlede antal stemmer, afgiver deres point.

Dermed er halvdelen af Danmarks skæbne allerede afgjort, inden vikingerne går på stemmetogt hos de europæiske og australske tv-seere i aften.

Men prøven i aftes gik altså godt, mener både Jan Lagermand Lundme - og hovedpersonen Rasmussen selv.

- Publikum var for vilde. Man kunne mærke og høre dem, og det gav så meget ekstra energi. Vi fandt en rigtig god følelse af fællesskab på scenen, som jeg håber kom til udtryk. Jeg føler, vi gjorde en god indsats på en vigtig aften, siger Rasmussen.

Se en hilsen fra vikingerne få timer inden finalen i videoen øverst.

Lover at give den max gas

Timerne, inden klokken slår 21 i aften, bliver brugt på at få ro på vikingeholdet, som ud over Jonas Flodager Rasmussen består af Daniel Firth, Gustav Emil Bresler, Jesper Paasch og Mads Engelhardt samt Anders Ørsager på kor.

Og så kommer de ellers til at give den 'fuldstændig max gas i aften', forsikrer underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

- De er så opsatte på det nu, at man ikke drømmer om det. Det er så fedt!

Se finalen i Eurovision Song Contest 2018 på DR1 - og fra udlandet på DR TV - i aften fra klokken 21.

Varm op til finalen med en række videoer fra Rasmussens tid i værstsbyen, Lissabon.

Facebook
Twitter