Melodi Grand Prix er tyvstartet

Simone er bookmakernes favorit til at tage sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2010 på lørdag, men alt kan ændre sig, når der fra i dag er snigpremiere på alle ti sange fra årets popkonkurrence.

Bookmakerne og brugerne på dr.dk/grandprix er ikke i tvivl: Det bliver Simone, som tager sejren, når der lørdag 6. februar er finale i Dansk Melodi Grand Prix.

Den 18-årige tidligere barnestjerne og vinder af TV 2's 'Scenen er din' har de laveste odds hos bettingfirmaerne Ladbrokes, Bet365 og Betfair, og et overvældende flertal på 35 procent af de over 5000 brugere, som har stemt i afstemningen her på dr.dk/grandprix er enige.

Det er dog alt sammen gætværk, for hverken Grand Prix-fans eller bookmakere har rent faktisk hørt årets Grand Prix-sange endnu. Men nu kan de og alle andre interesserede tager stilling på et mere kvalificeret grundlag. Fra i dag af kan man nemlig her på siden smuglytte til uddrag af alle de ti sange, som er med i lørdagens popkonkurrence.

Poppens elitekonkurrence

Simone er ikke det eneste kendte ansigt i årets musikdyst, der denne gang er henlagt til Gigantium i Aalborg. Poptrioen Sukkerchok, skuespilleren mm. Kaya Brüel og sangeren Bryan Rice er alle inviteret med på et wildcard af DR.

- Jeg er glad for, at vi har en elitekonkurrence inden for musik, siger Bryan Rice.

- Jeg synes ikke altid, det har båret præg af at være en elitekonkurrence, desværre, og jeg har også tit været lidt negativ over for udfaldet. Men jeg kunne se sidste år, at det var vendt, og at det rent faktisk er begyndt at blive en konkurrence om gode kompositioner og solistpræstationer igen, og det er super vigtigt for mig. For lige så vel som man har elitekonkurrencer inden for alt andet, så skal man selvfølgelig også have det inden for musik.

De resterende bidrag er alle fundet 562 sange, som er sendt ind i den åbne konkurrence. Og her finder vi tv-stjerner som Joakim Tranberg, vinderen af Kanal 5's Elsk mig i nat, og Silas Holst, som to gange har været med i Vild med dans på TV2. Der er Tomas N'evergreen og Thomas Barsøe, som begge er store stjerner i udlandet, hhv. i Rusland og Asien. Der er den unge popduo MariaMatilde Band og endelig den færøske rocksanger Jens Marni.

Radiopremiere i P4

Alle årets sange får i radiopremiere i eftermiddagsprogrammet 'Madsen' på P4. Hver dag fra mandag til fredag i denne uge lancerer spiller værten Alex Nyborg Madsen eksklusivt to af feltets ti sange i deres fulde længde.

Fredag 5. februar udkommer sangene så på cd, og fra sammen morgen vil man kunne høre dem alle sammen i fuld længde her på dr.dk/grandprix, så man kan være velforberedt, når finalen løber af stablen i Giganitium i Aalborg lørdag kl. 20.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53279b346187a21a38d59047

Facebook
Twitter