Mød Solunas cellist: Klassisk musiker med street-attitude

Kewan blev opdaget på Facebook af Chief1, og den unge cellist slog straks til, da han fik buddet om at komme med til Melodi Grand Prix.

Soluna Samays street-smarte bandmedlem Kewan startede med at spille cello, da han kun var 6 år gammel. Nu er han 19 og går til dagligt på gymnasiet i Ishøj, men inden gymnasiet var han en tur forbi Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han gik tre år på en talentudviklingslinje.

Iført hættetrøje og baggy jeans følger han ikke opskriften på en typisk klassisk cellist, og måske netop derfor er han blevet valgt til Solunas band.

- Det startede ligesom med at Chief1 lavede en statusopdatering på Facebook og efterlyste en cellist, og der var flere, der havde skrevet mit navn. Så Chief1 skriver til mig og fortæller om projektet og jeg tænker: Lad os gøre det, fortæller Kewan til dr.dk/grandprix.

Han mener selv, at hans fremtoning spiller en stor rolle, og at det kun er naturligt i et show, hvor kun vokalerne og ikke musikken alligevel er live.

- Det er ikke mig, der spiller på nummeret. Det er jo totalt mærkeligt, og det er ikke noget, jeg plejer at gøre. Jeg ved godt, at jeg bare er et eller andet billede ud af til - men come on mand, siger Kewan.

Det handler om at hygge sig

På søndag rejser Kewan med Soluna og resten af bandet til Baku for at øve til den store aften. Den 19-årige cellist, der kom til Danmark fra Kurdistan tilbage i 1994, glæder sig meget til at opleve værtslandet Aserbajdsjan, som han aldrig har besøgt før.

- Det eneste, jeg ved om Aserbajdsjan, er, at det er et land med meget stor forskel på fattige og rige mennesker, men også et land under total udvikling, siger Kewan.

Og selvom han ikke på forhånd ved meget om stedet, så er han ikke i tvivl om, hvad tiden skal gå med.

- Jeg tror, det bliver mega spændende, det er ikke sådan et sted man ellers ville se. Og så tror jeg, det bliver mega godt vejr! Det handler om at hygge sig… og så selvfølgelig være koncentreret og målrettet, siger Kewan og griner.

Sygt nok!

De godt 125 mio. seere, der ventes at se med i finalen 26. maj, skræmmer ikke den unge cellist, der ellers er vant til at optræde for langt mindre publikum.

- Jeg tror ikke, det er det, jeg kommer til at tænke på, når jeg er deroppe. Det bliver en surrealistisk oplevelse. Det er nok først, når man kommer tilbage, man tænker: Sygt nok! siger Kewan.

Han håber selvfølgelig på at vinde det hele, og en sejr vil betyde alt for Kewan. For ham er Eurovision nemlig ikke hvilket som helst show, det er også en mulighed for at sætte sit aftryk i historien.

- Det ville betyde alverden, hvis vi vinder. Det kan godt være, det ikke er mig, der vinder, men det vil betyde alverden på Solunas vegne og bandets vegne. Og selvfølgelig på mine egne vegne - det er jo historie, siger Kewan.

Følg Kewan, Soluna og resten af bandet på deres rejse til den store Grand Prix-scene i Baku på dr.dk/grandprix.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk