Mødte kærligheden til Melodi Grand Prix: Mit liv forandrede sig fuldstændig den aften

Lørdag aften deltager Albin Fredy i Dansk Melodi Grand Prix for anden gang. Men der skal noget til at overgå det, han fik ud af sin første deltagelse i 2013.

(© dr)

- 'Cause you are so beautiful to me… You are so perfect, can't you see?

Det var en ligefrem kærlighedserklæring, sangeren Albin Fredy fremførte på scenen, da han deltog i Dansk Melodi Grand Prix i 2013 med sangen 'Beautiful to Me'.

Selvom nummeret ikke blandede sig i topstriden den aften i januar – der som bekendt endte med en overbevisende sejr til Emmelie de Forest – så førte Albin Fredys optræden noget endnu større med sig end en Grand Prix-sejr – nemlig mødet med hans livs kærlighed.

For blandt tilskuerne den aften sad sangerinden og musical-stjernen Maria Lucia Heiberg Rosenberg, som var en del af fagjuryen det år.

Hun blev ikke blot betaget af Albin Fredys stemme, men også af hans karisma og udstråling. Og ved festen efter showet introducerede en fælles bekendt så de to sangtalenter for hinanden.

Et møde, der siden skulle vise sig at blive begyndelsen på en spirende romance.

Dansk Melodi Grand Prix 2018: Se Albin Fredy synge 'Beautiful to Me' i DMGP 2013

- Jeg var vildt træt den aften efter Grand Prix'et, så der skete ikke noget. Men efterfølgende blev vi venner på Facebook og begyndte at følge hinanden på de sociale medier. Vi rendte desuden ind i hinanden til forskellige arrangementer, og jeg havde hele tiden følelsen af, at der var noget specielt mellem os, fortæller Albin Fredy.

Efter lidt over halvandet års lange blikke begyndte Albin Fredy og Maria Lucia så endelig at date, og kort tid efter kunne de gøre deres forhold helt officielt. Lige efter en vis formalitet var overstået, vel at mærke.

- Maria havde gjort det meget klart allerede i begyndelsen, at jeg skulle spørge hende, om vi skulle være kærester. Så det måtte jeg jo gøre. Og så sagde hun heldigvis ja efter nogle sekunders tøven, siger Albin Fredy med et grin.

Det er rart at have en at dele det hele med, og som forstår de op- og nedture, som kan følge med denne branche.

Maria Lucia

- Så på den måde var Grand Prix'et i 2013 faktisk en livsforandrende aften for mig, fordi det var der, jeg mødte hende første gang.

Passer på hinanden

De to har nu dannet par i 3,5 år og bor i dag sammen i København. De lever begge af at optræde – han som musiker, sangskriver og assisterende instruktør på Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen i København, mens Maria Lucia er en af landets mest efterspurgte musicalsangerinder.

Men det er kun positivt at leve med en, der har samme hverdag som en selv, fortæller Maria Lucia.

- Det er rart at have en at dele det hele med, og som forstår de op- og nedture, som kan følge med denne branche, siger hun og bliver suppleret af sin kæreste:

- Vi er gode til at passe på hinanden, når vi hver især er pressede op til premierer eller som nu, Dansk Melodi Grand Prix. Men vi bruger også hinanden fagligt, og hun er eksempelvis den første, der får lov til at høre de sange, jeg skriver, siger Albin Fredy.

I marts 2016 var Maria Lucia og Albin Fredy invitereret til aftenselskab for kunst og kultur på Christiansborg Slot. Her hilser parret på dronning Margrethe og kronprins Frederik. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © sCANPIX)

Hepper med fra salen

Lørdag aften optræder Albin Fredy så altså igen i Dansk Melodi Grand Prix, hvor han skal synge sang nummer 10, 'Music for the Road'.

Nok engang bliver det med Maria Lucia på tilskuerrækkerne. Og hun glæder sig til at heppe på sin bedre halvdel.

- Jeg er sikker på, at Albin leverer en skudsikker præstation, som han og resten af Danmark kan være stolte af, siger hun.

Og for en god ordens skyld: Maria Lucia er ikke medlem af årets fagjury, som i år består af fem Eurovision-fans. Og det er Albin Fredy i virkeligheden meget tilfreds med.

- Hun stemte jo ikke på mig sidste gang… Men altså, hun stemte jo heller på Emmelie som vinder, ha ha. Men det taler vi ikke om længere, siger han.

Se Albin Fredy og årets øvrige ni artister i Dansk Melodi Grand Prix 2018 i morgen, lørdag, klokken 20 på DR1 og DR TV.

Dansk Melodi Grand Prix 2018: Albin efter den første prøve

Følg os på Facebook og Twitter

Seneste nyt om Grand Prix: