Mol-do-hvaffor-noget? Danske brødre vinder Melodi Grand Prix i Europas fattigste land

Sangskriverne Jeppe og Thomas Reil står bag Moldovas Grand Prix-vinder.

Thomas og Jeppe Reil står bag årets Grand Prix-vinder i Moldova, 'Stay'. Sangen er skrevet i samarbejde med græske Georgios Kalpakidis og svenske Maria Broberg. (© Pressefoto)

Danske sangskrivere har de seneste år repræsenteret store popnationer som Tyskland og Storbritannien i Eurovision Song Contest.

Men for første gang nogensinde er der i år også rød-hvide kræfter bag den sang, der skal repræsentere Europas fattigste land, Moldova, i sangkonkurrencen.

Brødrene Jeppe og Thomas Reil står nemlig bag sangen 'Stay', der bliver sunget af sangerinden Anna Odobescu, og som i weekenden vandt det nationale Melodi Grand Prix, 'O melodie pentru Europa', i Moldova.

Anna Odobescu vandt finalen efter at have sikret sig førstepladsen hos juryen, mens hun scorede næstflest stemmer hos seerne. Det var altså nok til en samlet sejr.

Lyt til 'Stay', mens du læser videre.

Dermed skal de danske brødre i direkte konkurrence med danske Leonora og den danske vindersang 'Love Is Forever', da begge sange deltager i den anden af to semifinaler torsdag den 16. maj.

- Det bliver en fest, lyder det fra Thomas Reil, der især glæder sig til kampen mod Lise Cabble, der har været med til at skrive Danmarks sang, 'Love Is Forever'.

- Jeg glæder mig til at dyste mod hele Europas Grand Prix-dronning. Hun er for vild!

Moldova har de seneste to år opnået en top 10-placering i Eurovision Song Contest. I år er det op til Anna Odobescu og den delvist danskskrevne sang 'Stay' at fortsætte den gode stime. (© Pressefoto)

Også dansk sangskriver for Tyskland

Det er langt fra første gang, at de danske brødre, der har skrevet og produceret sange for en lang række af J-pop- og K-pop-kunstnere, deltager i et nationalt Melodi Grand Prix.

I 2007 og 2013 deltog de herhjemme med henholdvis 'Listen to Love' og 'Jeg har hele tiden vidst det', og siden har de forsøgt sig med sange i både det græske, det rumænske og det litautiske Melodi Grand Prix.

Men det blev altså juryen og tv-seerne i Moldova, der nu endelig sender de danske brødre mod Eurovision.

Ud over den danske og moldoviske sang er der i år også dansk afsender på det tyske Eurovision-bidrag i form af sangskriveren Thomas Stengaard. Han er en af mændene bag Tysklands vindersang, 'Sister'.

Eurovision Song Contest 2019 finder sted 14., 16. og 18. maj.

Facebook
Twitter