Næste års Eurovision-værter afsløret

Værterne til næste års Internationale Melodi Grand Prix, der finder sted i Wien, Østrig, er netop blevet afsløret.

Eurovision værter 2015
Eurovision 2015 får tre kvindelige værter. Men også dette års internationale vinder, Conchita Wurst, får en rolle at spille... (Foto: Thomas Ramstorfer © ORF/eurovision.tv)

Eurovision Song Contest får igen i 2015 tre værter, men næste år bliver det et rent kvindeligt trekløver, der skal lede op imod 200 millioner tv-seere igennem Det Internationale Melodi Grand Prix.

Næste års Grand Prix-værter er nemlig Mirjam Weichselbraun, Alice Tumler og Arabella Kiesbauer. Det har eurovision.tv netop afsløret.

Det er første gang, at tre kvinder står i spidsen for verdens største musikkonkurrence.

Kompetente værter

Mirjam Weichselbraun er én af de mest berømte og populære værter i Østrig; Alice Tumler har både franske og østrigske gener, har været vært ved events over hele Europa og taler fem sprog (!) flydende; og endelig er Arabella Kiesbauer kendt som både talkshow-vært og integrationsambadssadør for det østrigske udenrigs- og integrationsministerium.

Det lader altså til at være et særdeles kompetent trekløver, der nu sammen skal være værter for Eurovision Song Contest 2015.

Hvad med Conchita?

Sidste års internationale vinder – og grunden til at Østrig overhovedet er værter i 2015 – nemlig drag-dronningen Conchita Wurst, får dog også en rolle at spille i næste års internationale Grand Prix.

Conchita skal nemlig være Green Room-vært, og skal selvfølgelig også synge sin vindersang fra 2014, ’Rise Like a Phoenix’.

Og Conchita selv glæder sig til tjansen som green room-vært:

- Jeg glæder mig til at være vært i green room og snakke med deltagerne, skriver Conchita på sin Facebook-profil.

Tre værter = kendt konstellation

Konstellationen med tre værter har man ellers set flere gange før i Grand Prix-historien.

Da Danmark i år var værter for konkurrencen, var det således Pilou Asbæk, Nikolaj Koppel og Lise Rønne, der ledte seerne igennem de tre glamourøse shows.

Og også da Norge, Tyskland og Aserbajdsjan havde værtskabet (henholdsvis 2010, 2011 og 2012), var der tre værter til at byde seerne velkommen.

Eurovision Song Contest 2015 finder sted 19., 21. og 23. maj fra Østrigs hovedstad, Wien.

Facebook
Twitter