Nu laver DR stort Grand Prix-arkiv på nettet

Nu skal hele Grand Prix-historien foreviges i et lettilgængeligt online-arkiv. Det er DR, der står for opgaven.

(Foto: DR-ARKIV © Type 1)

Eurovision Song Contest 2014 bliver ikke den eneste Grand Prix-begivenhed, DR skal arbejde med det kommende år.

Eurovisionen har nemlig udpeget DR til at opbygge et arkiv, der samler alle de internationale finaler af Eurovision Song Contest fra 1956 og frem til i dag.

Hvor optrædener fra de senere år er tilgængelige i høj kvalitet på eurovision.tvs YouTube-kanal, kniber det mere med at finde frem til det sort-hvide guld fra sangkonkurrencens første årtier.

- Det er fornuftigt at være med i et projekt, der samler og giver adgang til så mange programmer, der ikke tidligere har været nemt tilgængelige, fordi det betyder, at vores indholdsproducerende kolleger i fremtiden nemmere vil kunne finde og benytte arkivmaterialet i DRs egne produktioner på samme måde som deres kolleger rundt om i Europa. Det siger chef for DR Arkiv, Research & Rettighedscentret, Tina Pipa.

Grand Prix'et fra 1964 er væk

Mens DR udvikler den digitale platform, leverer medlemmer af EBU deres arkiverede udsendelser til arkivet. Tidligere har Melodi Grand Prix-historien ikke været samlet, og nogle finaler er måske slet ikke mulige at finde.

- I DR håber vi meget, at der gemmer sig udsendelser derude, som vi ikke selv har adgang til. Vi har for eksempel ikke været i stand til at finde den fulde udsendelse af finalen, DR var vært for i 1964. DR har ikke selv bevaret showet, siger Tina Pipa.

Projektet er fuldt finansieret af Eurovisionen, og planen er, at arkivet skal stå færdig og være bugnende fuld af historiske klip, når det internationale Melodi Grand Prix har 60 års jubilæum i 2015.

Facebook
Twitter